BØFA-studietur til London – en deltagers dagbog

Saint Paul’s Cathedral er også med i Harry Potter

Tirsdag d. 10. marts rejste 19 børnebibliotekarer til London på den længe planlagte BØFA-studietur. Bogmessen, London Book Fair var desværre blevet aflyst, men umiddelbart var alt andet åbent, og procentvis var der betydeligt færre smittede med Corona-virus i London end i Danmark, da vi rejste. Derfor tog vi afsted og gennemførte resten af programmet for studieturen.

Vi boede på European Hotel, tæt ved King`s Cross Station, hvor alle blev indkvarteret på en-mands-værelser. Hotellet var et lille hotel, hvor det trak ind ad vinduerne og alle lyde fra gaden var meget tydelige, men det havde en rigtig fin beliggenhed. Tirsdag aften mødtes vi på Starbucks til et lille briefing-møde. Stemningen var god og alle var indstillet på at få det bedste ud af London på trods af aflysningen af Bogmessen.

WaterStones

Onsdag morgen var det meningen, at vi skulle have været på Bogmessen. Der var ikke nået at blive planlagt noget andet fast for formiddagen, men arrangørerne fra BØFA kom med en del forslag til, hvad man kunne opleve på egen hånd. Flere tog på tur til en stor boghandel i flere etager, som hedder Waterstones, hvor de kiggede på bøger og udstillinger. Især børneafdelingen var meget farverig og fint pyntet op. Mange engelske bøger har flotte forsider og omslag i det hele taget. Andre tog til ”Children`s Bookshop” og købte engelske bøger til deres biblioteker. Til frokost var der et tilbud om at mødes på ”Borough Market” – et af de største og ældste fødevaremarkeder i London, hvor vi spiste lækkert Street Food.

Under Downing Street ligger Ministeriet for Magi

Onsdag eftermiddag var der arrangeret en Harry Potter Walk, med en guide, som førte os rundt til forskellige steder i London, hvor diverse scener til Harry Potter filmene er optaget. Det var en fin tur i dejligt forårsvejr, men en del af destinationerne var lidt søgte og nørdede – og så er filmscener jo nok mest optaget i små lukkede gyder, hvor der ikke er så meget interessant at kigge på, når kulisser, skuespillere og kamerafolk for længst er væk igen. Men alt i alt en rigtig fin tur. Guiden var også dygtig til at fortælle, vise billeder undervejs og koble lidt ekstra historier på, som gjorde det sjovt for ægte Harry Potter Fans.

Om aftenen var der arrangeret fælles tur til en Pub i nærheden af hotellet. Deltagelse var frivillig og for egen regning. Vi fik god mad fx Fish & Chips og hyggede os sammen. Det var mens vi sad på denne pub, at vi fik besked hjemme fra Danmark om at bibliotekerne skulle lukke ned.

Anne beskriver det således: ”…Det vil helt sikkert blive et af de øjeblikke, som vil sidde i vores hukommelser resten af vores liv, når vi tænker tilbage – ligesom hvor man befandt sig d. 11. september 2001 eller da Seest i Kolding sprang i luften 3. november 2004 osv. Det var helt uvirkeligt at sidde så “langt væk” hjemmefra og ikke vide, om vi overhovedet ville få lov at rejse hjem igen – eller i hvert fald hvornår. Hver og én i selskabet sad pludselig dybt koncentreret om sin egen lille mobil-skærm. Jeg sad flere gange og tænkte: “Hvad tænker personalet på denne pub dog ikke om danskere… De sidder bare der med deres mobiler og taler næsten ikke sammen…”

Vi var faktisk glade for at vi sad sammen og kunne vende situationen. Flere fik bekymrende beskeder og opringninger hjemmefra. Vi blev dog enige om at fortsætte studieturen, da det ikke gav meget mening at afbryde turen nu og så bruge hele torsdagen (og en masse penge) på at komme hjem én dag før planlagt hjemrejse.

The Making of Harry Potter
Warner Bros Studio Tour

Torsdag var der planlagt besøg i Harry Potter Studios (www.wbstudiotour.co.uk). Vi havde vores helt egen turistbus med kun 19 personer, så der sad vi i hvert fald ikke så tæt. Harry Potter Studios var en stor oplevelse. Virkelig spændende at se alle kulisser, kostumer, parykker, masker, fantasidyr osv. osv. Meget engageret personale helt fra ankomst til afslutning, som helt sikkert var skolet i at smile og smitte med engagement – uden at det føltes alt for pålagt. Halvvejs gennem turen var der en frokostcafé, hvor flere af os smagte den berømte Butterbeer – som der var delte meninger om 😊

Allerede fra ankomsthallen med en kæmpe drage og store billeder på væggene af skuespillerne fra filmene var det hele bare overvældende. Herefter blev man ledt forbi Familien Dursleys fotovæg og Harry Potters kosteskab/ værelse. Herefter så vi en lille film om produktionen af filmene, hvorefter vi blev ført gennem en stor port til spisesalen på Hogwarts.

Her kunne vi se alle 4 kollegieborde og undervisernes kostumer. I næste rum kom vi forbi flere parykker, borde fyldt med chokolade, farvestrålende vandfald, drengenes sovesal i Gryffindortårnet og Gryffindors opholdsstue. Derudover kunne vi se portrættet af Den fede dame og diverse ting fra filmene, bl.a. Det gyldne lyn og Tidsvenderen.

Turen gik videre forbi Professor Dumbledores kontor, Professor Snapes krybt, Dødsgardisternes samling, “levende” edderkopper i Den forbudte skov, Hogwarts Expressen med Perron 9 3/4, en slikbutik og Harry Potter og Ron Weasley i togkupé.

Turen fortsatte nu udendørs, hvor man bl.a. kunne gå ind i Natbussen (The Knightbus) og se Dursleys hus og dagligstue samt Troldmandsskakbrikkerne. I en ny bygning var samlet en masse figurer fra filmene: Mandrakerne, Fønixen Fawkes, Husalfen Dobby, hovedet fra Hagrids halvbror kæmpen Graup, Dværge og nisser fra filmene og Troldmandsbanken Gringotts.

Til slut gik turen gennem Diagonalstræde og forbi en imponerende model af Hogwarts. Virkelig smuk og fantastisk tur for ægte Harry Potter Fans.

Om aftenen spiste vi fælles middag og efterfølgende var vi inde og se musicalen ”Matilda” bygget over Roald Dahls roman af samme titel. Det var virkelig nogle dygtige børneskuespillere, som var med i denne forestilling. På YouTube kan man høre de søde sange herfra: https://www.youtube.com/watch?v=wCQst9ruq0w&list=PLkfQanB8u3XfLop2gGzgzWuhDIQcuaPgG

De 3 bjørnes stole

Fredag formiddag besøgte vi Børnekulturhuset ”Discover Children`s Story Centre” (www.discover.org.uk). Huset er kommet op at stå ved hjælp af frivillige forældre, lærere m.v. i lokalområdet. Det tog 6 år at skrabe penge sammen til at lave huset, og de fik en god aftale om at leje huset gratis af kommunen i 99 år. Det var et meget inspirerende besøg, hvor de virkelig havde nogle flotte rammer, selvom de blev ved at påpege, at det hele var meget lav-budget. Deres mission var at få gæster (Institutioner, skoler og børnefamilier) til at føle, at de gik IND i børnelitteraturen. Der var udstillinger fra forskellige eventyr (De 3 små grise, Guldlok, Bukkebruse osv.), børnebøger, eventyrskove, leg med bogstaver, kreabord og masser af pynt på vægge, lofter og ting at gå på opdagelse i.

Eventyrskoven

Vi kunne sagtens kopiere noget at det til børnebibliotekerne – bare ikke i så store forhold. Men f.eks. hang der små ugler med bogstaver rundt omkring. De havde ansat unge mennesker som Storytellers, der gik rundt blandt de besøgende og satte flere tanker, lege og oplevelser i gang. Derudover havde de en masse arrangementer for blandede grupper – herunder også socialt udsatte (handicappede, enlige mødre osv.).

The King’s Library

Efter besøget der, gik turen videre British Library (www.bl.uk), hvor vi fik en rundvisning. Spændende at se især King George III´s store samling fra gulv til loft i ankomsthallen og caféen. British Library står sammen med flere andre biblioteker i Storbritanien for pligtaflevering af alle udgivne materialer – både bøger, aviser, tidsskrifter og andre medier – herunder også hjemmesider. De indgår også materialer på mange andre sprog og tager imod private leveringer af bøger, så de får årligt ekstremt mange nye hyldemeter. Vi fik ikke spurgt, om de aldrig kasserer noget.

Model af The British Library

Det mærkeligste ved deres opstilling af bøgerne var næsten, at de opstiller dem efter størrelse – for simpelthen at have bedre plads til dem alle sammen. Biblioteket er lige som et isbjerg, at langt de fleste af deres materialer er placeret i de 4 etagers kældere under biblioteket. Alle kan blive oprettet som låner, bare man medbringer billed-ID. Her kunne man se, at folk var begyndt at bekymre sig om Corona. Kun halvdelen af studiecellerne i læsesalen var optaget.

Afternoon Tea på The British Library

Vi sluttede turen af med fælles Afternoon Tea på British Library med små sandwich og lækre kager, inden turen gik til lufthavnen og retur til den tomme ankomsthal i Kastrup Lufthavn.           Dejligt at være hjemme i Danmark igen med masser af gode oplevelser i bagagen – til trods for de lidt kaotiske omstændigheder hjemme i DK.

 

Skrevet af Anne Neble Nielsen, Middelfart Bibliotek og BØFA`s bestyrelse.

Helle Østerholm fra Næstved Bibliotek og Borgerservice har lavet denne flotte Power-Point præsentation

Lige nu…

…har vi i bestyrelsen travlt med nye arrangementer.

Som noget nyt vil vi lave flere opslag her på bloggen og så stoppe med at lave nyhedsbreve. Både for at få mere information ud til medlemmerne, men også for, at vi i bestyrelsen kan bruge vores tid bedre.

Vi mødtes i denne uge til bestyrelsesmøde i Fredericia, og vi talte blandt andet om hvilke arrangementer vi arbejder på lige nu, og hvad vi skal i gang med her i foråret.

I marts tager 2 fra bestyrelsen til London med en gruppe medlemmer. Vi skal besøge The London Book Fair, Harry Potter Studios, Discover og British Library.

Men vi har også planer om en studietur i eftersommeren – der arbejdes lige nu intensivt med at få det praktiske på plads til en tur til Helsinki, Finland, med besøg på bl.a. Oodi.
Hvis du er interesseret i at komme med, kan du følge med i begivenheden, der er lagt op i BØFA Facebook gruppen.

Vores bestyrelsesmøder holdes både som online og fysiske møder, og vi har planer om at vores næste fysiske møde skal være på Bornholm i forbindelse med Folkemødet.
Men vi er lidt udfordret mht. overnatning, så har du eller kender du nogen, der har et sommerhus eller lignende, vi kan leje, vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi vil gerne af sted i ugen op til Folkemødet, og der skal være plads til os 5 i bestyrelsen.
Skriv til os på boefabestyrelse@gmail.com, eller til mig på kian@kestler.dk

Mange hilsner på bestyrelsens vegne

Kian

Studietur til The London Book Fair, Harry Potter Studios og andet spændende.

Så er invitationen til vores næste studietur klar – se den her.

Husk at læse de praktiske oplysninger og at tilmelding er via BFs kalender.

Der er et begrænset antal pladser og tilmeldingsfristen er 15. november 2019

Vi glæder os til en spændende tur.