Det er lidt underligt at stå her og vide, at dette bliver min sidste formandsberetning.
I denne periode har bestyrelsen bestået af 3 genvalgte medlemmer, Pia, Lena og jeg, men vi har ikke været alene Eva og Mette trådte ind i bestyrelsen.
Vi har fortsat med den mødestruktur vi tidligere har brugt. Det har betydet at vi har mødtes til færre møder, der varede længere. Vi har 3 gange siden sidste generalforsamling holdt møder, der startede fredag formiddag og sluttede lørdag omkring frokost. Det har givet tid til diskussioner, planlægning og at lære hinanden at kende. Derud over har vi holdt online møder og korte møde i forbindelse med arrangementer.
Vi startede med at afholde konferencen på Bornholm i september. Den skulle have været afholdt i april, men måtte udskydes pga. Corona.
Derefter gik vi i gang med at få studieturen til Helsinki på plads – igen. For ja – denne periode har været præget af at få indhentet aflysninger og udskydelser.
Men nu var 2022 også året, hvor BØFA fyldte 75 år. Det fejrede vi med en spændende temadag om Danmarks børnebiblioteker før, nu og i fremtiden. Det var en rigtig god dag med spændende oplæg, kage og bobler 😊
Ud over planlægningsarbejdet har vi administreret Facebookgruppen, som lige nu har 1304 medlemmer og ikke mindst bloggen, som heldigvis ikke har haft flere, hacker angreb og som noget nyt nu opdateres automatisk – det er en stor hjælp.
Man skal stadig besvare 4 spørgsmål for at blive medlem af Facebook gruppen og hvis man svarer nej til, at man er betalende medlem af BØFA har vi sendt vedkomne en besked med informationer om, at medlemskab giver adgang til vores arrangementer og hvordan man melder sig ind. Flere har svaret at de straks ville melde sig ind eller at de ikke var klar over, at man kunne være interessemedlem. Det har medvirket til, at vi nu, på trods af et lille fald, stadig er 334 medlemmer af BØFA.
Instagram-profilen lever stadig sit eget stille liv og vi bruger den under arrangementer og når vi har mødtes, men håber også I vil dele det I finder på jeres vej som I synes kan være interessant for andre børnebibliotekarer under hashtagget #bøfa.
Nu er vi nået til generalforsamlingen. Afslutningen for den gamle bestyrelse og begyndelsen for en ny og midlertidig bestyrelse for med fusionen med DM er det også nye tider for BØFA.
BØFAs aftale med DM har selvfølgelig også fyldt godt op på bestyrelsens dagsorden for vi har været med hele vejen, men alt det vil Tine fortælle meget mere om senere.
Nu vil jeg slutte med at sige tak for min tid i BØFAs bestyrelse. Det har været spændende, lærerigt og givet mange nye kontakter og venner, men efter 8 år er det tid til at nogle andre tager over.
BØFAs ordinære generalforsamling afholdes torsdag d. 13. april 2023 kl. 20 på Scandic i Roskilde.
Forslag til ændring af faggruppernes vedtægter skal være faggrupperne i hænde senest d. 13. januar 2023. Øvrige forslag skal være faggrupperne i hænde 2. marts 2023.
Regnskab og øvrige bilag vil blive lagt på boefa.dk senest d. 16. marts 2023.
Skriv til Kian Kestler på mail , hvis du kunne tænke dig at stille op til bestyrelsen.