BØFA inviterer til fyraftens arrangement

Invitation til fyraftensarrangement 

BØFA inviterer alle medlemmer til fyraftensarrangement på Koldinghus, hvor vi helt ekstraordinært har fået museumsinpsektør Axel Johnsen til at lave en omvisning i udstillingen om Ole Lund Kirkegaard.

http://www.koldinghus.dk/Default.aspx?ID=3663

Efter omvisningen vil der være mulighed for at man selv kan gå lidt rundt på egen hånd og se udstillingen inden vi tager ind til centrum af Kolding, hvor der er booket bord på Café Carma til kl. 17.30

http://www.cafecarma.dk/

Dato: 12. marts
Tidspunkt: 15.45
Arrangementet inkl. entre og bespisning er gratis for BØFA medlemmer

Tilmelding til BØFA senest d. 5. marts på boefabestyrelse@gmail.com


På glædeligt gensyn
BØFA’s bestyrelse

International konference i København

BØFA bringer her en invitation:

Børn i det performative rum

København huser en konference med fokus på interaktive og kreative aktivitiviteter I børnebiblioteket

Konferencen henvender sig til børnebibliotekarer, biblioteksledere og alle andre med interesse for at arbejde interaktivt med børn og deres familier.

Konferencen har fokus på 4 hovedemner:

litteratur, arkitektur og design, byrummet og det digitale rum 

Programmet vil veksle mellem oplæg i plenum og interaktive workshops.

Konferencen foregår den 11. og 12. juni, 

i Købehavns ny bibliotek og kulturhus BIBLIOTEKET, Rentemestervej 76 

med mulighed for at deltage i en ekskursion allerede søndag den 10. juni 2012

 

 

Om formiddagen mandag den 11. Juni 2012 vil der være indlagt tid til at besøge innovative kulturhuse, biblioteker og spændende byrum  I København.

Selve konferencen foregår på engelsk

Som et led i konferencen holdes der en netværksmiddag mandag aften I Kulturhuset Islands Brygge

Transport fra konferencen vil blive arrangeret for dem, der deltager i middagen

Vi opfordrer alle til hurtigt at fremsende idéer til emner og oplægsholdere, så vil vi så vidt muligt indarbejde dem i det endelige konferenceprogram – send din idé i en mail til finnpe@kff.kk.dk

Selve invitationen med program og tilmelding udsendes i midten af marts.

Vil du vide mere så tjek vores facebooksite http://www.facebook.com/pages/Children-in-Performative-Spaces/377131732303388 /eller skriv en mail til finnpe@kff.kk.dk eller henhye@kff.kk.dk

Konferencen er støttet af Kulturstyrelsen/Center for Bibliotek og Medier gennem puljen for tilskud og støtte til internationale bibliotekskonferencer i Danmark

Børn i det performative rum afholdes af Københavns Biblioteker i samarbejde med Aarhus Kommunes Biblioteker.

 

Mere debat om Palles Gavebod

Vi har modtaget dette svar fra hovedredaktionen bag PG. Det er lagt som en kommentar til det oprindelige indlæg fra Viborg, men jeg synes det fortjener sit eget indlæg, sådan at flere bliver opmærksomme på det. Dette er en vigtig og rigtig god debat, som vi ofte i BØFA har hørt børnebibliotekarerne efterlyse, når vi holder møder rundt om i landet.

Generelt: Hurra for dette oplæg til debat fra Viborg! Det er rigtigt set, det er godt timet og det er de helt rigtige forslag, som I kommer med.
Mange arbejder benhårdt for at skabe indhold på PG, for at udvikle nye rammer og nye funktioner, men vi i den såkaldte PG-redaktion er godt klar over, at der stadig skal udvikles, at nogle ting ikke er rigtig ramt og at andre ting med fordel kan justeres.

Det er dejligt, at der her kommer et oplæg, der anviser løsninger, som vi nu kan diskutere. Konstruktiv kritik og løsninger er samlet i et dokument og så tydeligt formuleret, at det står klart, hvor vi skal sætte ind.

Som vi ser det mangler der især to ting på pallesgavebod.dk: børnebibliotekarernes eget unikke indhold og børnenes input og aktive deltagelse.
Det slår I fra Viborg ned på og det er også efter vores mening helt rigtigt og noget vi bør diskutere. At indholdet desuden bør målrettes mere direkte på enkelte emner, der rammer de børn, der er interesseret i det pågældende emne i forvejen er også rigtigt.
Det er interessant at tænke på hvordan indhold på pallesgavebod.dk skal skabes hvis vi gerne vil tale med kloge børn, der interesserer sig for bestemte områder. Det må stille bestemte krav til indholdet, men under alle omstændigheder tale dybt til en bibliotekars faglighed.

Under alle omstændigheder er PG en opgave, der ligger i hænderne og hovederne på børnebibliotekerne. Det er en fælles opgave og det klogeste må være at tænke i løsninger. Hvordan får vi skabt det indhold, som børnene vil have, og som også er det mest troværdige med børnebibliotekerne som afsendere?

Et spørgsmål, der også bør debatteres, henfører sig til det faktum, at PG er lavet som en landsdækkende hjemmeside. Kan man spørge ud i cyberspace om børnebibliotekarerne i Danmark overhovedet vil have en sådan fælles hjemmeside? Og hvad ideen så er med at have en fælles national hjemmeside? Fra redaktionens side er der mange gode grunde. Både at samle kræfterne og sammen løfte det store udviklingsprojekt, det er at samle biblioteksområdets mange tekniske og digitale løsninger samt, ikke mindst, at give børnebibliotekerne en stor og stærk ramme at vise sig frem på.
Samarbejdet mellem bibliotekerne omkring udviklingen af et fælles site målrettet børnene er også tænkt som en ’prototype på/legeplads for’ Danskernes Digitale Bibliotek. Et koncept, der stiler mod et fælles bibliotek på nettet for alle borgere, hvor alle biblioteker bidrager. Kan man i den sammenhæng forestille sig en fortsættelse af de lokale hjemmesider uden deling af indhold?

I projektet Palles Gavebod er de fysiske biblioteker sat højere end indhold på siden. Forstået på den måde, at det hele tiden har været meningen, at det var de fysiske biblioteker, der skulle have mest ud af at få en fælles hjemmeside. PG skal bidrage til at børnene bliver ved med at komme på biblioteket – også når de har passeret de otte år. Det er bl.a. derfor temaerne har fyldt så meget.
Denne fordeling af kræfterne er vi ved at revurdere kraftigt. Vi mener nemlig, at pallesgavebod.dk, hovedsiden, tager skade af det og vi har også vurderet, at de fælles events ikke har haft den funktion, vi har ønsket. Der er ikke sket nok og vi har nået en erkendelse af, at vi ikke vil kunne gennemføre det med det ambitionsniveau, vi har haft indtil videre. Der er ikke budget til at udvikle de store temasider og der er ikke kræfter nok derude på bibliotekerne til at lave så mange store arrangementer, som temaerne på PG lægger op til. Eller er I af en anden mening?

Vi er glade for, at I i Viborg sætter pris på, at der bliver arbejdet med at lave en fælles formidling af bibliotekets materialer og oplevelser til børnene. Og vi er enige i, at sådan et sted er vigtigt og at det skal udvikles og tilpasses, så siden lever op til det børnebibliotekerne vil i fremtiden. Så lad os komme i gang med at debattere hvilke muligheder børnebibliotekarerne ser i siden?

PG står også over for konstante udfordringer omkring at integrere med de digitale muligheder, der udvikles i biblioteksregi. Initiativer som spilogmedier, netlydbog, Filmstriben og mange andre muligheder for direkte downlån af medier er oplagte for de digitale årgange, vi forsøger at holde på biblioteket. Det koster – og har kostet – mange penge, men det er nødvendigt, hvis bibliotekerne skal kunne tilbyde noget digitalt i fremtiden. Her er PG et bølgebryderprojekt og derfor også et projekt, der stadig kæmper med børnesygdomme. Men efter vores mening er PG også et projekt, der har nedbrudt mange barrierer og som giver rigtig mange fremtidige muligheder for børnebibliotekerne.

Der arbejdes heftigt på at udvide rækken af interaktive muligheder på PG. Der findes allerede mobile funktioner, som ikke er taget i brug og der arbejdes på at forbedre login funktionen med Unilogin samt at opbygge en ny spørgetjeneste. Palles Gavebod er i fuld udvikling og vil udvikles kraftigt hen over 2012.

JA, vi er enige om, at vi skal have det til at fungere, at vi har brug for en fælles hjemmeside og at det er vigtigt at der er en debat i gang om, hvordan det kan lykkes.

Mange hilsner
PG-redaktionen
Kirsten Husted
Mai-Brit Nielsen
Sanne Aabjerg Kristiansen
Zenia Johnsen
Finn Wraae Folting Poulsen
Klaus Støvring

Debatindlæg om Palles Gavebod

Bøfa har modtaget en mail. Med et velformuleret og velovervejet og sagligt debatindlæg om Palles Gavebod. Det bringer vi her, og håber – som afsenderne på Viborg børnebibliotek – på en fornuftig og konstruktiv debat om et vigtigt emne der har betydning for os alle.

Debatindlæg om Palles gavebod

Det er dejligt, at der bliver arbejdet med og er sat penge af til at lave et fælles kvalitets sted på nettet, som formidler bibliotekets materialer og oplevelser til brugerne, børnene.

Spørgsmålet er imidlertid, om Palles gavebod i sit nuværende udseende er løsningen. Trods en efterhånden lang indkøringsperiode møder vi ikke den store begejstring hos børnene.

Vi går ud fra, at hensigten er, at børn i målgruppen 8 – 12 år regelmæssigt skal gå ind på siden og gå på opdagelse i indholdet. Men selvom vores lånere ( en del af dem) har besøgt siden, har det ikke ført til fortsat besøg. Her bygger vi bl.a. på samtaler med børnene ved vores bibliotekspræsentationer af kommunens 5. klasser, hvor siden bliver vist.

Vi er ikke noget eksemplarisk bibliotek, som løbende har fulgt op på de skiftende temaer bl.a. ved at lave arrangementer og aktiviteter om de enkelte temaer – men vi har erfaret fra mere aktive, at det heller ikke her fører til nogen større interesse for siden. Enkeltstående initiativer som ”pressekortet”, ”tegnekonkurrencer” mm. har hos os heller ikke ført til mere end et par henvendelser.

Siden har en vis underholdningsværdi, men er her ude i en voldsom konkurrere med masser af andre tilbud – mere interessant er: hvad er sidens brugsværdi. Hvad skal børnene bruge den til?

Det er det, vi skal slå på for at få den brugt og det er det, som vi mener, er sidens problem.

Når vi henvender os til børnene generelt fx i en klasse, ender det oftest med, at de bliver medlem og bestiller et nyt bilspil, som de først får 8 måneder senere – griner over et youtube-klip, som de kender i for vejen eller morer sig lidt over en quiz.

Vi skal have det til at fungere. Vi har brug for en fælles hjemmeside, en fælles digital platform for landets børnebiblioteker og vi mener det er vigtigt at få en debat i gang om, hvordan det kan lykkes.
—————————————

Vi vil gerne i udlånsarbejdet kunne sige til børnene. ”Prøv at gå ind på Palles gavebod – her kan du finde noget, der bare er super godt?” For at opnå det mener vi, at det er nødvendigt at målrette den mere til bestemte lånergrupper og i højere grad have brugerne, børnene på banen både som medredaktører på indholdet og interaktivt , som deltagere i mailgrupper. Mailgrupper, som sikrer at siderne hele tiden er aktive.

Det kunne f.eks. være:
Hvis du er mangafan: Her er et godt sted med links, henvisninger, anmeldelser, tegneskoler, mangafilm, netsteder, brugergalleri osv. – Der skal være nogle mangaglade redaktører, der – måske sammen med en lokal mangaklub – hele tiden lægger spændende stof ind, svarer på spørgsmål, kårer årets mangabog osv. – og vigtigt – måske vigtigst – der skal være en fortsat kommenteren og diskussion fra brugerne.

Hvis du er vampyrfan: Her er et godt sted med alle de nye vampyrromaner og – film. ( Odense Bibliotekstartede på en side – der vist er gået i stå!)
Hvis du leder efter fodboldbøger: Gå ind på Palles gavebod. Her kan du læse om alle fodboldbøgerne, fodboldblade, diskutere fodboldspil, kåre årets spiller … Måske er der lavet et specielt ”fodbold-bogmærke” med Messi

Hvis du elsker heste? Læs om hestebøger, hestetegning og hestefilm. Her er f.eks. også hestebrevkasse redigeret af børnebibliotekar i x-købing, der selv er vild med heste og som får hjælp af sin datters rideklub.

Hvis du spiller Wii-spil? Omtale af nye spil. Anmeldelser lavet af børn i X-købing SFO, som er anmelderpanel – og igen forhåbentlig en masse uenige kommentater

Kort og godt:

Palles gavebod skal ikke henvende sig til alle 8-12 årige, men til alle der er vilde med heste, læser fodboldbøger, elsker gysergenren, tegner mangategninger, er fantasy-fans osv. – og det ender jo med at blive temmelig mange.

Og alle disse nørder skal helst kommunikere løs med ligesindede.

Det skal være målrettet, nørdet og indforstået. Jf. Spørg Olivia, hvor man ikke henvendte sig til alle børn, men tillod sig at være tøset og indforstået.
Heller et lyserødt Palle-klistermærke end mere generel Pr- for Palle.
I hver eneste ”mest for piger-bog” skal der ligge et lyserødt bogmærke om Palles Gavebod – nej, ikke Palles Gavebod, men ”det lyserøde hjørne”på Palles gavebod.

Det er en sympatisk idé, at Palles Gavebod skal være alle børns ( i aldersgruppen) digitale indgang til biblioteket og dets materialer. Der er satset bredt. Ambitionerne har været store. Hjemmesiden skulle formidle sammenhængen mellem det digitale og det lokale. Men tiden er inde til at vurdere, om det er lykkedes, om det kan lykkes i den nuværende form.

Vi kan ikke sætte en masse aktiviteter i gang for at spille sammen med en hjemmeside – en hjemmeside kan ikke sætte dagsordnen – en hjemmeside skal være en hjælp. Fokus skal flyttes fra det bredt underholdende og alt favnende, til et mere anvendelsesorienteret produkt.

Lad Palles Gavebod være en samlende portal for en masse dejligt nørdede emnegrupper – Når stedet har en brugsværdi, så man kommer forbi, så er der da intet i vejen for, at det også indeholder forskelligt PR-stof, en sommerkonkurrence, vinderen af Orla prisen, osv, men det er ikke det der rykker. Det er ikke det, der er substansen.

Børnebibliotekerne er pressede. Vi har brug for et hjælpemiddel af høj faglig kvalitet. Af stor brugsværdi for os og af stor brugsværdi for lånerne.

For en ordens skyld vil vi sluttelig nævne at vi er vildt imponeret over det kæmpe arbejde arbejdsgruppen gør, men vi mener at det er helt nødvendigt at der kommer en debat i gang om det er den rigtige opgave arbejdsgruppen har fået.

Børnebibliotekarerne
Viborg Bibliotekerne
jan. 2012

Invitation til temadag om sprog

 

BITA – Faggruppen for Bibliotekarer I Tværkulturelt Arbejde

inviterer til

Temadag ”Sprog som ressource” den 29. marts 2012 på

Odense Bibliotek, lokale A+B

9.30 –   9.50 Ankomst samt kaffe og morgenmad

9.50 – 10.00 Velkomst

10.00 – 11.15 Thomas Harder

“Om oversættelse, tolkning, sprogpolitik, og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget”

11.15 – 12.15 Teknologi løfter børns sprog

Om brug af teknologi i en børnehave i Vollsmose kombineret med sprogindlæring

12.15 – 13.00 Frokost

13.00 – 14.00 Dialogisk læsning og fagbogsskrivning v/ læsekonsulent Marianne Gjelstrup, Ishøj Kommune

Præsentation af to projekter: ”Dialogisk oplæsning i praksis”, undervisningsforløb til pædagoger og medhjælpere, samt ”Alle børn læser i Ishøj” et samarbejde om fagbogsskrivning mellem biblioteket og skolebiblioteket

14.00 – 14.30 Kaffe og kage

14.30 – 15.30   Kampen om sproget v/ lektor ph.d. Helle Lykke Nielsen, Syddansk Universitet

Hvilken rolle spiller indvandrersprog i Danmark? Og er det en gevinst for Danmark at indvandrere bevarer deres sproglige kompetencer?

Pris for BITA-medlemmer: 550 kr.
Pris for andre: 850 kr.

Tilmelding skal ske på www.bf.dk/kalender senest d 22. marts 2012

Har du spørgsmål så kontakt Berit Sandholdt Jacobsen på bsj@grevebib.dk eller på 2026 5906

Ideer til arrangementer

Hvor meget liv vil du have på DIT børnebibliotek? En del? Og gerne af den glade, kreative slags? Så læs lige med her:

Kreative workshops til glade børn, nysgerrige forældre og spændte bibliotekarer. Hvorfor? Fordi nysgerrige børn er kloge og glade børn!

De fleste af os skal have forårets arrangementer på plads inden jul. Her kommer et par anbefalinger til gode ting. Hvis du også har nogen eller noget du vil anbefale, så skriv om det i en kommentar eller send tekst + evt. billede til julie @ boefa . dk og så lægger jeg det på bloggen.

To der er oplagte til Palles mode tema i foråret:

Flæns en t-shirt

Kom, og gør alt det som du ikke plejer at få lov til med din gamle t-shirt!
Vi skal lave halskæder, hårbånd, brocher og alt muligt andet spas. Din gamle t-shirt bliver forvandlet til nye accessories, som passer til dig og din stil. Medbring en eller to t-shirts du ikke længere bruger, gerne ensfarvede eller stribede.

Workshoppen henvender sig til de 7-14-årige piger.
Varighed: 2 timer
Max deltagertal: 10 børn

Perlemormors juvelkiste; smykker til divaer i alle aldre

En workshop hvor der ikke bliver holdt igen, med hverken perler, blonder, bånd, dims og glimmer. Alle kan være med; Vi skal lave smykker som selv de mindste hænder kan nørkle med, og som både mor og mormor vil elske at gå med.

Workshoppen henvender sig til børn fra 4 år og opefter
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen.

Lidt jul på falderebet:

Flitterstads for hele familien

Kom og hyg på julemanér med hele familien, mens vi laver laver flitterstads og luftige engle. Vi skal lave søde uld-engle, fine ophæng til juletræet og finurlige guilander.

Denne workshop er for alle, fx som åbent værksted.
Varighed: Minimum 2 timer
Max deltagertal: 10 børn, dog plads til flere hvis de følges med en voksen

Disse tre workshops udbydes af Trine Kok, som er uddannet lærer, og har arbejdet med børn og håndarbejde hele sit liv – senest som børnehaveklasse- og indskolingslærer. Trine er også mor til 3 meget kreative børn.
Priser: En workshop af to timers varighed koster 3000 + moms og transport.
En workshop af fire timers varighed koster 5000 + moms og transport. Alle workshops er incl. materialer – og så får du altså også et knus, når I siger farvel efter en god dag! Kontakt Trine Kok på trinekok @ hotmail . com

På Gribskov bibliotekerne har vi også haft fornøjelsen af nogle pragtfulde babyrytmik arrangementer med Christina Skaarup, som vi varmt vil anbefale andre børnebiblioteker. I forhold til lignende arrangementer er disse absolut rimelige i prisen, og oven i det er Christina fantastisk til at formidle sit stof. Vi har altid udsolgt når hun er på programmet og der er altid forældre der efterspørger flere arrangementer med Christinas babyrytmik.

Christina holder først et kort oplæg med teori om vigtigheden af at stimulere barnets primære sanser, den vestibulære sans, den taktile sans og muskel/ led sansen.

Dernæst introducerer Christina i et rytmik forløb forældrene til, hvordan de kan stimulere deres barns sanser og motorik gennem musik, lege og bevægelse.

Der er masser af konkrete ideer og lege, lige til at tage med hjem og bruge. Babyerne skal være mellem 3 og 12 mdr. gamle.

Kontakt Christina Skaarup på christinarytmik @ hotmail . dk

Resultat af valg til BØFA-bestyrelse

Der har været afholdt urafstemning omkring valg af ny bestyrelse for BØFA.

92 havde ved fristens udløb afgivet deres stemme. Heraf var 1 ugyldig.
Der var udsendt stemmesedler til 433 medlemmer.
Stemmeprocenten er således på 21,5.

Valgt til bestyrelsen er:
Anine Sander Kaas, Randers Bibliotek
Tenna Pedersen, Ballerup Bibliotek
Julie Arndrup, Gribskov Kommunes Biblioteker
Anne Christine Seidelin, Helsingør Kommunes Biblioteker
Rikke Skudbøl, Faxe Kommunes Biblioteker

Anne Marie Jensen, Humlebæk Bibliotek er 1. suppleant
Malene Hansen, Næstved Bibliotekerne er 2. suppleant.

De eksakte stemmetal fremgår af vedhæftede bilag.

 

Ny rapport om bogstartsformidlere

Bøfa har fået en mail fra Lisbet Vestergaard, og er blevet gjort opmærksomme på denne nye rapport udarbejdet af Frederikke Winther fra Center for Børnelitteratur. Læs hele rapporten her: rapport.

Hvad enten man har arbejdet med projektet eller ej, synes jeg det er interessant at læse om udfordringerne ved at være et sted midt i mellem professionel formidler og gæst i et privat hjem.

Frederikke Winther har bl.a. formuleret seks anbefalinger til temaer, der kan sættes fokus på ved faglige seminarer, interne diskussioner og i forbindelse med efteruddannelse og anden undervisning:

Rummets indflydelse på det formidlende arbejde

Den personlige relation mellem formidler og modtager

Formidlerens personlige holdning og påvirkning af projektet

Formidlerens rolle som en sammensat og flertydig størrelse

Præsentation af og argumentation for et budskab

Fastholdelse af fagligheden uden for en faglig kontekst.

For uddybende information om rapporten:

Kontakt Frederikke Winther, fw@dpu.dk tlf. 87 16 39 05