Forside

Invitation til generalforsamling og BØFApris 2011

BØFA generalforsamling 2011

Søndag d.2. oktober, i forlængelse af BF’s Landsmøde, afholder BØFA
generalforsamling.
Program:
13.00 – 14.00 Generalforsamling i mødelokale på Hotel Clarion Copenhagen
14.00 – 14.20 Uddeling af årets BØFApris
14.20 – 14.30 Afslutning

Tilmelding via BFs hjemmeside senest d. 16.9.11.
D. 16.9.11. er også sidste frist for indsending af forslag til dagsorden.

Vi glæder os til at se jer alle!
Skulle du efter tilmelding blive forhindret i at deltage må du meget gerne ringe/sms’e afbud til Anine Kaas – 61 46 04 64

Hvem skal nomineres til BØFA prisen 2011?

Send dit forslag samt en kort begrundelse herfor senest fredag d.15. juli til:Anine Kaas: ask@randersbib.dk

Hvad er BØFA prisen?
BØFAs kulturpris er en hæderspris. Formålet med prisen er at gøre opmærksom på et kvalitativt originalt dansk kulturprodukt, rettet mod børn og unge.
Prisen uddeles til en person eller en gruppe af personer, som har stået bag værker indeholdende nyskabende og eksperimenterende kvaliteter eller som på anden vis har ydet en særlig indsats på det børnekulturelle område – også hvad angår børns vilkår og udviklingsmuligheder. Prisen uddeles hvert år.

forrige års vindere – Dorte Karrebæk og Oscar K

Nu med blog

Nu er BØFA’s nyhedsside blevet til en blog. På den måde kan du læse BØFA-nyt her på siden, eller du kan abonnere på nyhederne her fra siden, så du får dem direkte i din mail på udgivelsestidspunktet. Ønsker du det, kan du tilmelde dig med din e-mail i højre spalte under punktet ‘Få BØFA-nyt som e-mail’.

Med blogfunktionen er det nu også muligt for alle at lægge kommentarer til nyhederne her på siden.

Lavpraktisk

af: Bente Bruun
Biblioteksorientering

Vi har biblioteksorientering  for 4.klasser hele november og hele maj, godt 30 klasser om året.  Tidligere løste børnene  opgaver i vores IT-lab, men i stedet  mailer vi nu opgaverne   (som selvfølgelig  er lavet i Palle-univers)  ud  på skolerne.  Nogle klasser laver opgaverne  på skolebiblioteket, andre derhjemme, men næsten alle får dem lavet. Via opgaverne er børnene informerede om mange praktiske ting omkring biblioteket og om hvordan man søger i basen.  Så  har vi til gengæld  bedre tid  til at lave lidt sjov, når de kommer på besøg.
Vores rundvisning er nu peppet op med  quizspørgsmål undervejs .  Klasserne opdeles fra starten i et grønt og rødt hold. Hvert rigtigt svar giver en bold i et plakatpaprør beklædt med holdfarven.  Simpelt og rigtig godt for koncentration og samarbejde ,  der kan nemlig gives ekstra point for godt holdsamarbejde!
Børnenes  opgaveark ender med at de skal finde deres yndlingsbog i basen, og ved biblioteksbesøget skal den findes i virkeligheden. Hvis børnene ikke vil låne den med hjem, lægger de deres yndlings på udstillingen  med  4.klassernes yndlingsbøger, som jo bliver noget stor i løbet af måneden.  Det er lidt forskelligt, hvordan vi pynter udstillingen – et år var det genbrugstallerkner med alles navne på, sidst var det store, flotte strandsten og i  år blev det fodspor (se billede).

Flere oplysninger hos Bente Bruun, Koldingbibliotekerne  bbru@kolding.dk

Bøger

Bøgh-banko
Faktisk viste det sig at  forfatteraftenen med Kenneth  Bøgh Andersen slet ikke behøvede at blive peppet op med underholdende indslag fra vores side, det klarede han fint selv. Vi havde næsten 100 deltagere i alderen fra 7 til 70 år, og alle gik op i vores Bøgh-banko. Vi havde forktrykt en masse  ”banko-plader” på farvet A4-papir, og i stedet for tal stod der udtryk taget fra nogle af Kenneth Bøghs bøger. Dem fik vi så lige reklameret for en ekstra gang ved at læse en linie op fra 10 forskellige  titler, og  imens krydsede børn og voksne af på pladen, hvis ”deres” udtryk blev nævnt. 3 af pladerne gav gevinst ved de sidste 3 citater. Det blev ret  festligt, og præmien var gavekort til boghandleren eller bøger, som vinderne selvfølgelig  fik autograf i på stedet.
Hvis nogen vil genbruge, sender jeg gerne filerne.  Konceptet holder og kan jo ændres efter behov til alskens andre arrangementer, bare man lige har styr på de forskellige plader… ikke sjovt at stå med 20 vindere!

Bente Bruun, Koldingbibliotekerne bbru@kolding.dk

Bøgh-banko

Taler ved uddeling af BØFA-prisen 2010

Formandens tale til Maria Sjøblom

Kære Maria Ramasjang kom til verden for godt et år siden med en jingle. Sådan føltes det i hvert fald. God musik og seje moves, der fik Danmarks børn op af sofaerne for at danse og rappe med. Og så blev det jul, og børnene væltede ind på bibliotekerne landet over for at få deres gaver med på landsdækkende fjernsyn!

Tanken om at lave et parløb mellem den kommercielle mediemastodont DR og Danmarks børnebiblioteker er intet mindre end genial. Samtidig er den så indlysende, at det kan undre at det ikke før er sket.

At det er lykkedes er mere end genialt. Det er overvældende. Når vi pludselig i bibliotekerne skal forholde os til ugens temaer og flowet i tv-produktion, når vi sætter navnesedler på i den nationale pakkeleg eller samler børnetegninger ind til velgørende formål, når bibliotekerne fyldes af nysgerrige børn der med stor kraft og glæde laver nørdede forsøg – så rykker det ved vores selvforståelse. Den hånd, der via Danmarks mest populære børnekanal rækkes ud til alle børnebibliotekarer, er en samlende hånd. Og pludselig er vi alle sammen fælles om et projekt: Library United! Children United! Denmark United!

Idéen om at det globale og digitale kan forankres lokalt og fysisk i børnebibliotekets nærvær er ikke ny. Vi vil jo så gerne have at børnene SER os – bruger os både på nettet og fysisk i bibliotekets bygninger. Nogen gange virker det bare som om at det er en kamp med et skridt frem og to tilbage – og op ad bakke oven i købet. Vi har hørt meget gennem årene om hvilke kræfter vi er oppe mod, men vi har ikke været i stand til at ændre så meget på det.

Og så kommer Ramasjang og Pallesgavebod, og pludselig er koblingen mellem tv, net og fysisk bibliotek en realitet. At vi så får det nationalt samlende aspekt med i gaveposen er som krymmel på honningkagen.

Vi kan kun være glade for at DR havde visionerne til at få bibliotekerne med som den fysiske forankring i samfundet. Men vi kan være endnu mere glade for at vi har haft dig, Maria, til at binde de to verdner sammen. Du har formået at få indflydelse og bringe ligevægt i en koalition der let kunne have fået svær slagside og efterladt bibliotekerne som små robåde, der ikke var i stand til at holde trit med DR’s store oceanliner.

Processen er kun lige begyndt, og endnu har både DR og bibliotekerne meget at lære af hinanden. Nogle ting virker bedre end andre, og jeg kan kun udtrykke min fornøjelse over tegninge-indsamlingens overvældende succes og i øvrigt juble over at pakkelegen vender tilbage i år.

Jeg har ladet mig fortælle at du har deltaget i møder med Pallesgavebods temaredaktioner – for at lære hvordan der arbejdes i det digitale felt. At du har været åben og fuld af konstruktive, positive forslag. Selv ved jeg af egen erfaring, at man sagtens kan sende dig en mail hvis man er i tvivl om noget. Du svarer hurtigt, konkret og positivt. Et sådant engagement og overskud kan man kun tage hatten af for.

Det er det engagement der giver dig BØFA-prisen 2010. Til lykke! Anne Christine Seidelin, formand for BØFA

**********************************************************************************************

Maria Sjøbloms tale

TAK. Hvor er det stort!

Projekt I øjenhøjde med Danmarks børn har været en rejse i uudforsket land og jeg har svedt, grædt og grinet – heldigvis mest det sidste.

Vi startede i sommeren 2009, hvor en ny redaktion samledes i et tomt lokale og jeg sideløbende skulle overbevise landets stressede børnebibliotekarer om at samarbejdet med Ramasjang Live var værd at satse på. Og dét gjorde I! I gik med på legen, gik i dialog og havde i hvert fald alle sammen en holdning til projektet.

Vi har lært meget af samarbejdet – først og fremmest hvor meget landets børnebiblioteker har at byde på. Vi har også mødt en helt anden tilgang til aktualitet end vi er vant til. En anden tilgang til målgruppen. Hvor mange af jer har for eksempel besøgt og lavet et helt projekt omkring jeres brugere? Vi har lært at målgruppen, betweenagers, er nogle af de allermest kritiske forbrugere. Kan vi leve op til det? JA! Hvis vi prioriterer dem. Vi har afprøvet mange forskellige samarbejdsformer fra den bragende succesfulde Danmarks Indsamling til agentjagten, hvor vi forsøgte at ”tvinge” ungerne fra Ramasjang Live videre ned på biblioteket og ind på Palles Gavebod – dén var der ikke mange børn der fangede.. Og så var der den udfordrende nørd-dag, hvor vi skulle turde kaste ekspertrollen fra os og tro på at børnene kunne selv – Og de bibliotekarer der turde, fik en bragende succes.

I Aalborg er vi glade for vores DR kollegaer og ved aldrig helt hvad dagen bringer af stjerner, æsler eller heavy metal bands. Jeg har ikke kunnet klare projektet alene. Lea har taget en stor del af slæbet, når jeg fik andre opgaver. Dorthe som sammen med de andre børnebibliotekarer har måttet passe biblioteket, når vi andre har haft travlt med at kramme Nikolaj Kirk eller gemme Isa’s Steps på et af kontorerne.

Vi har først og fremmest ikke kunnet klare det uden alle Danmarks børnebibliotekarer som proceskonsulenter og evaluatorer undervejs. Nu er det snart slut, det bliver en vemodig dag, når Ramasjang Live sendes for sidste gang fra Aalborg d. 17. december. Men samarbejdet er heldigvis ikke slut. Jeg, Kanalchef Signe Lindkvist og cheferne fra de 6 centralbiblioteker har brugt de sidste måneder på at udforme en ny samarbejdsaftale og projektansøgning til Udviklingspuljen, som indebærer at Ramasjang Live kommer ud i hele landet, ud til jer og til Danmarks børn. Tak igen, jeg håber I er klar på nye udfordringer  i 2011.

**********************************************************************************************

Temaaften om WoW

Temaaften om Wow på biblioteket? En ide.
Af Julie Arndrup
Er man den heldige ansatte med et udlån med nok pc´er til at afholde arrangementer ved dem, kan man holde en temaaften eller eftermiddag for børn og forældre om online rollespillet World of Warcraft. Måske er nogle forældre bekymrede for, hvad det er for et spil de unge bruger så meget tid på? Måske er de bare nysgerrige? Måske kunne det bare være herresjovt?
På World of Warcrafts hjemmeside kan man registrere sig og få 10 dages gratis spilletid. Det er jo alt rigeligt til et enkelt aftenarrangement (eller måske en hel weekend? Med cola og soveposer!), hvor forældre og børn opretter sig og spiller sammen. Det er et underholdende og vanedannende spil, som mange forældre og børn kan have det sjovt med i timevis.

Et sådant arrangement kan afmystificere spillet for mange voksne og få det indre legebarn frem. Jeg har personligt valgt ikke at forny min konto da de 10 dage udløb, for jeg blev alt for opslugt af det og har jo også børn og job osv. Men sjovt, det er det!

 

Twilight feberen hærger!

Twilight feberen hærger!
Af Julie Arndrup
Er du, som alle fornuftige mennesker, også grebet af Twilight universet så er her et par fifs. Internettet byder på rigtig mange hjemmesider, der er relevante og interessante for de unge læsere og fans. Men hvordan formidler man bedst hjemmesider, når man står i udlånet? Jeg er ikke sikker… hvis du har et godt forslag eller en god metode, så skriv til BØFAnyt og del den med alle dine kolleger. På Gribskov Bibliotekerne har vi lavet en facebookgruppe og nogle flotte flyers med links.

Jeg er selv meget glad for forfatter Stephenie Meyers hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om alle karaktererne i bøgerne, om filmene og allerbedst – de første kapitler af en bog nr. 5 som forfatteren gik i gang med. Desværre blev kapitlerne lækket på internettet, af et ubetænksomt menneske, før bogen var skrevet færdig og derfor vil Stephenie Meyer ikke færdiggøre den. Den hedder Midnight Sun og er egentlig samme historie som i Twilight, handlingen er bare set og beskrevet fra Edwards synspunkt i stedet for Bellas.
Vil man gerne læse endnu mere fra Twilight universet kan man kaste sig over de utroligt mange fanfictions der er skrevet og ligger på nettet. Nogle af dem er absolut kun for voksne, pga det sexuelle indhold (som mange åbenbart har savnet i selve bøgerne), men andre er ratede for teens – de er ratede med K eller T og er god underholdning. Se f.eks. dennehjemmeside.

 

Konference

Nomineringer…
AF Rikke Skuldbøl
Bøfa siger tak for alle indkomne forslag til nominering til BØFA Prisen 2010.

Vi har modtaget rigtig mange gode bud og har gennemgået en svær udvælgelsesproces.
Vi er nået frem til, at følgende nomineres:

Ramasjang Live – biblioteksdelen, v. Maria Sjøblom
Boggnasker, v. Finn Wraa Poulsen
Steffen Larsen, anmelder ved Politiken og Børn og bøger

Stem på din favorit senest torsdag d. 12. august 2010!
Mail din stemme til Rikke Skuldbøl: rsja@guldborgsund.dk

”Hvor du fra?” – Jeg er fra Nota
Af Helle Laursen
Jeg var en af de heldige deltagere, der var med på BØFA-konferencen i London. Allerførst skal der lyde en stor tak til bestyrelsen, der havde gjort et flot stykke arbejde. Rigtig godt program med gode pauser. For mellem indlæggende var der tid til, at vi som børnebibliotekarer kunne mødes på tværs og netværke, som det hedder på nydansk. Det er altid spændende at møde kollegaer, blive inspireret og udveksle erfaringer.

”Hvor du fra?” – var et spørgsmål som jeg ofte fik, så derfor – og på opfordring – vil jeg kort fortælle om Nota, og det arbejde jeg har her som børnebibliotekar.

På Nota stiller vi litteratur til rådighed for blandt andet børn og unge med læsehandicap. Vi har en stadig voksende og alsidig materialebestand af skønlitteratur til en aldersgruppe, der primært er mellem 10-18 år. Børn og unge er også den hurtigst voksende brugergruppe på Nota. Derudover har vi bøger til oplæsning for de yngre børn, så forældre med læsehandicap også har mulighed for at få den gode læseoplevelse sammen med deres børn. Vores brugere kan få de gode historier på lyd eller E-bog.  Det er også muligt at få lydbøger med tekst. Lydbøger kan streames på E17 eller man kan få dem på CD. E-bøger kan downloades på E17 eller fås på CD. Senere på året bliver det også muligt at downloade lydbøgerne.

Det kunne være spændende, om vi kunne få et tættere samarbejde med børnebibliotekarerne på folke/skolebibliotekerne. Så vi sammen kan være med til at udbrede den gode historie til alle børn og unge.  Det kunne ske i forbindelse med 4. klasses orientering, besøg i børnehaver eller i mødet med ressource- personer som eksempelvis undervisere og forældre. Her kunne det måske være en idè, at vi, Nota, klædte jer bedre på, så I havde mulighed for at orientere om Nota og de tilbud, biblioteket har for at hjælpe børn og unge med læsehandicap.

I øjeblikket kører vi en informationskampagne med overskriften ”Skab dig!”, hvor vi informerer om netbiblioteket E17 og de tilbud, vi har til unge ordblinde. Vi tager ud til landets ordblinde efterskoler, hvor vi fortæller om E17, samt hvad der skal til for at skabe den gode historie. Her får vi hjælp fra tegneren Jan Kjær og forfatteren Merlin. De disker op med alternative måder at fortælle historier på, blandt andet ved hjælp af Manga. Vi allierer os i forbindelse med ”Skab dig” også med det lokale bibliotek hvor en børne- og unge bibliotekar kommer og fortæller om de mange tilbud, folkebiblioteket har til de unge i deres nærområde.

Redaktionsgruppen på netbiblioteket E17 er netop gået i gang med at koncept – og idéudvikle et virtuelt rum på E17, der er mere målrettet børne/ungegruppen. Her vil vi skabe indhold og indgange til den gode fortælling. I den forbindelse tænkes Pallesgavebod ind som en naturligt supplement og jeg sidder også med i en af temaredaktionerne på Pallesgavebod.

Få mere information om Nota på vores hjemmeside www.nota.nu og kig ind på vores netbibliotek www.e17.dk . Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til mig på 3913 4623 eller kontakte mig på hln@nota.dk , hvis du vil vide mere.

 

Program fra konferencerne i 205, 2009 og 2010

Konference 5.-7. maj 2010.

Sidste frist for ansøgning om deltagelse i konferencen via www.bf.dk d. 21.2.2010.

Bemærk venligst at konferenceprisen ikke omfatter transport DK-London t/r.
BØFA har desværre ikke mulighed for at arrangere fælles transport, bortset fra turene i løbet af konferencen.

Program for konferencen 2010 i London:

BØFA konference 2010 – Sæt dig selv i spil! – nye veje til formidling og markedsføring

Start: 5.5..2010 kl. 15.00
Slut: 7.5.2010 kl. 15.15

Sted: The Strand Palace Hotel, London + udflugter til adskillige destinationer

Onsdag 5.5.2010:
Mødested: Natural History Museum, Cromwell Road, London SW7 5BD, UK. Konferencen starter her og I skal selv finde her hen efter evt. check-in på hotellet.
15 – 17 Natural History Museum: Rundvisning og foredrag i Darwin centeret, nyskabende i sin præsentation og formidling af naturvidenskab.
18.15 Mødested: Leicester Square, ved Hippodrome, hvorfra vi følges ad til restauranten Thai Square Covent Garden.
18.30 – 20.30 Middag på restauranten. Drikkevarer for egen regning.
20.30 Afgang fra restauranten til guidet bustur. Varighed ca. 2 timer.

Torsdag 6.5.2010:
9.15 Officiel velkomst i konferencelokalet i underetagen af hotellet.
9.30 – 10.30 Sue Court fra Downham Library fortæller om samarbejdet med Downham Health and Leisure Centre og om de nye og spændende muligheder for formidling det åbner for.
10.30 – 11.00 Pause
11.00 – 12.30 Anne Mette Thorhauge, PhD i computerspil og inspirerende formidler, fortæller om online universer, spil og spilleglæde. Kend og elsk dit produkt – så sælger du det bedre!
12.30 – 13.30 Frokost
14 – 15.30 Besøg i Hamleys – Londons mest kendte legetøjsbutik. I Hamleys sætter personalet sig selv i spil og formidler på en levende og personlig måde.
15.30 – 18.00 På egen hånd: Oplev nogle af Londons kulturtilbud
Besøg f.eks. Waterstone’s på Picadilly Circus (kæmpe boghandel) eller British Library på 96 Euston Road og se deres udstilling af børnelitteratur gennem tiden (nærmeste undergrundsstation Kings’ Cross St. Pancras).
18.00 – 20.45 Festmiddag på hotellet
21.00 – 22.00 Klaus Støvring præsenterer en anden måde at formidle på, med udgangspunkt i pallesgavebod.dk og medbringer multikunstneren Anders Morgenthaler på video, som det provokerende og nytænkende indslag.

Fredag 7.5.2010:

9.30 – 11.30 Rikke Skuldbøl, ledende børnebibliotekar ved Guldborgsund Bibliotekerne. Fortæller om projektet “Bibliotekaren som playmaker”: Oplæg og workshop
11.30 – 12.00 Speeddating
12.00 – 13.00 Frokost
13.00 – 14.00  Karen Robinson, Ideastore i Whitechapel, fortæller om at ændre bibliotekets image.
14.00 – 15.00 Oplæg og debat: YLG (Youth Library Group, den engelske pendant til BØFA) fortæller om arbejdet i og med børnebiblioteker i England.
15.00 – 15.15 Afslutning

Konferencepris:
2395,- pr person i delt dobbeltværelse. Prisen inkluderer alle udflugter og alle måltider. Prisen inkluderer ikke drikkevarer til måltiderne.
Enkeltværelse kan bestilles mod et tillæg på 2000 kr.
Ved tilmelding oplys da gerne evt. ønske om hvem du vil dele værelse med.
Pris for interessemedlemmer: 3395,- pr. person i delt dobbeltværelse.
Sted: Konferencen finder sted på The Strand Palace Hotel, 372 Strand, London WC2R OJJ, +44 (0)20 7836 8080
Nærmeste metrostation er Charing Cross Station

Indskrivning på hotellet kan ske fra onsdag d. 5.5.2010 kl. 14.00
Kontaktpersoner:
Anine Sander Kaas, tlf. 61460464
Anne Christine Seidelin, tlf. 60663661

Herunder kan du læse programmer fra tidligere konferencer.

**********************************************************************
Program for konferencen 2009:

BØFA Konference 2009: Naturvidenskab i børnebiblioteket – på den sjove måde

Start: 27.4.2009 kl. 10.45
Slut: 28.4.2009 kl. 14.00

Sted:
Scandic Hotel
Sønderborg

og Danfoss Universe
Nordborg

Program:
Dag 1:
Danfoss Universe – Cumulussalen

10.45-11.00 Velkomst
11.00-11.30 Eksperimenterende, legende uformel læring… Hør om Danfoss-Universe. Hvilke tanker og teorier ligger bag parkens tilblivelse?
11.45-12.45 Frokost
13.00-15.00 Guidet tur i Danfoss-Universe. Der bliver også tid til at opleve parken på egen hånd.
15.15-15.40 Kaffepause
15.40-16.30 Hvordan kan man i børnebiblioteket bruge Reggio Emilia i sin formidling? V/Karin Eskesen, EMOIIL
16.45 Bussen kører mod Scandic Hotel
~ ~ ~ PAUSE ~ ~ ~
18.30-19.30 Prøv kræfter med “hands on” formidling af naturvidenskab og teknik. Det er hverken svært eller farligt. Workshop v/Dansk Naturvidensskabsformidling
19.30 Festmiddag
21.00 Børn, naturvidenskab og  formidling v/Sebastian Klein

Dag 2:
Scandic Hotel, Sønderborg

inden kl. 9.30 – husk at checke ud af værelset
9.30-10.30 Børnebibliotekets rolle i forhold til at skabe begejstring for naturfag blandt børn og unge v/Pernille Vils Axelsen og Karin Mortensen
10.30-10.45 Strække ben-pause
10.45-12.00 Naturvidenskabsfestival på børnebiblioteket. En workshop som udmunder i 5 anbefalinger til naturfaglige aktiviteter på børnebiblioteket.
12.00-12.50 Frokost
12.50-13.20 Naturvidenskab i  børnebiblioteket, hør om erfaringerne med Naturoteket fra Ballerup Bibliotekerne, Lego-robotter fra Århus Bibliotek og Matematikkufferter fra Holbæk Bibliotek.
13.20-13.30 Afslutning
13.30 Kaffe og kage
ca. kl. 14.00 Bussen kører mod Fredericia.

**********************************************************************

BØFA-konferencen 2005: »På sporet af…?

ONSDAG DEN 18. MAJ TIL TORSDAG DEN 19. MAJ
på VEJLE bibliotek og i Det Musiske Hus, FREDERIKSHAVN

Under mottoet “En børnebibliotekar krydser sit spor” vil vi prøve at finde sporet og se, hvor det går hen. Har du lyst til at deltage i denne sporjagt, ligger første spor i Vejle.

Med udgangspunkt i de forsøg, der er fundet sted på Vejle Bibliotek (“Det musiske børnebibliotek”) og Hjørring Bibliotek/Frederikshavn Bibliotek (“Børnebiblioteket som eksperimentarium”) vil vi prøve sammen at spore os ind på nogle udviklingsmuligheder.

Alle deltagere medtager en historie. En historie fra det virkelige liv. En historie, hvor det er lykkedes at lave godt børnebiblioteksarbejde!

Et spændende arrangement.
En god lånerbetjening.
En flot udstilling.
Et givtigt opsøgende arbejde.
Eller…

Med afsæt i det vi laver, bringer vi det gode med ud i fremtiden.
For husk – du er med til at bestemme fremtiden.

Arrangør: Vejle, Hjørring og Frederikshavn biblioteker – på vegne af Børnebibliotekarernes faggruppe (BØFA)

Hent programmet for BØFA-konferencen 2005 som PDF-fil (474 KB)
——————————————————————————–

PROGRAM: Dag 1 – onsdag d. 18. Maj

11.30: Ankomst til Vejle bibliotek. Sandwich.
12.00: Velkomst.
12.05: Hvilken historie fortæller dit udlån?
Oplæg ved arkitekt Gitte Nissen.
Gitte Nissen har fortalt mange historier i udlånet på Det Musiske Børnebibliotek i Vejle. Men også cafeer, et ungdomshus, lokaler på »Friland« på DR2, og meget mere. Når vi indretter fortæller vi historier. Det er vigtigt, at vi er bevidste om, hvilke historier vi fortæller.
13.00: Kunstneren ind på biblioteket.
Oplæg ved kunstneren Steffan Herrik.
Steffan Herriks »Gumozoer« har indtaget børnebibliotekerne i Vejle Amt. Det vil Steffan Herrik sikkert slet ikke komme ind på. Men så fortæller han sikkert noget andet interessant.
14.00: Kaffe og kage, frugt og smøger.
Rundvisning i Det Musiske Børnebibliotek.
15.00: Biblioteket danser.
Oplæg ved “biblioteksdanser” Lone Byrner.
Lone Byrner har fået Vejle Bibliotek til at danse. Hun vil vise hvordan!
15.45: Den musiske rejse.
Oplæg ved Steen Kabel fra Socialinform.
Sammenhængen mellem det vi laver og den måde vi organiserer os på. Steen Kabel har evalueret Det Musiske Børnebibliotek og opdagede, at biblioteket i sine bestræbelser på at lave et nyt indhold, opfandt en ny organisationsform.
16.45: Vi følger sporene.
– i et hyret vognsæt hos DSB. På rejsen til Frederikshavn skal vi, med udgangspunkt i en Sokratisk dialog, fortælle vore medbragte historier. Og diskutere, hvor sporene fører hen.
ca. 22.00: Ankomst Frederikshavn.
Indkvartering.

PROGRAM: Dag 2 – torsdag d. 19. Maj

08.30: Velkommen til Det Musiske Hus i Frederikshavn.
08.35: Svenske spor.
Oplæg ved Giovanna Jörgensen, Rum för Barn, Kulturhuset i Stockholm.
Rum för Barn er i gang med en total forvandling, hvor drømmebiblioteket bliver til virkelighed.
09.30: Kaffe og filmhygge.
10.15: Sporskifte.
Oplæg ved Peter Bastian, musiker, foredragsholder m.m.
Alle ønsker forandring, men ingen ønsker at forandre sig.
11.15: De filosofiske spor lægges ud og samles op.
Fremtiden fastlægges!
12.15: Sporet fører til DET RUNDE RUM.
Besøg på Frederikshavn bibliotek.
13.15: Let frokost i Det Musiske Hus.
13.45: Afgang!

——————————————————————————–

Praktiske oplysninger

Tid og sted
Konferencen afholdes onsdag d. 18. maj på Vejle bibliotek, Willy Sørensens Plads 1, 7100 Vejle – onsdag aften transporteres deltagerne i tog til Frederikshavn,
hvor konferencen fortsætter torsdag d. 19. maj i Det Musiske Hus, Rådhus Allé 98, 9900 Frederikshavn.

Konferenceafgiften er kr. 2.100
Prisen inkluderer overnatning fra onsdag til torsdag (enkeltværelse, incl. morgenmad på Scandic Stena Line Hotel), alle måltider, samt transport fra Vejle til Frederikshavn onsdag aften.Faktura og bekræftelse på din deltagelse vil blive fremsendt ved tilmelding. Hvis der ikke ønskes hotelovernatning, fratrækkes fakturaen kr. 775.

Vær opmærksom på
at konferencen, med afsæt i temaet: »søge efter spor« / »være på sporet« / »trække spor«, inkluderer en togrejse fra Vejle til Frederikshavn. På denne rejse serveres der mad, øl, vin og vand m.v. – der skal også, som det fremgår af programmet, arbejdes – det er derfor vigtigt, at alle konferencedeltagerne er med på denne rejse!
Det betyder også, at konferencedeltagerne selv skal sørge for hjemtransport fra Frederikshavn, torsdag. Første togafgang efter konferenceafslutningen er kl. 14.08.

Bemærk
at der er et begrænset antal »pladsbilletter« til konferencen (vi har hyret et vognsæt). Pladserne vil blive besat efter »først til billetluge-princippet«.

Tilmelding
Send, fax eller mail din tilmelding senest torsdag d. 21. april til

Topconvent
c/o Frederikshavn Turistbureau
Skandiatorv 1
9900 Frederikshavn
Fax: 98 42 12 99

Mail: info@topconvent.com

Husk at anføre, at tilmeldingen gælder BØFA-konferencen

Skyd en bog

SKYD EN BOG SEMINAR
Af Martin Spenner
Lommefilm afholder nu seminaret SKYD EN BOG – om unges læselyst, nye medier og brugergenereret indhold. Lommefilm arbejder med film optaget med mobiltelefonen i undervisningssammenhænge og udvikler læringskampagner, undervisningsmateriale og afvikler filmkonkurrencer og workshops.

Seminaret er en del af det landsdækkende undervisningsprojekt Skyd en bog, hvor unge i folkeskolens 5. – 10. klasser, skal anmelde udvalgte bøger via mobiltelefonen. Projektet er i fuld gang nu og kører skoleåret ud. Undervejs i projektet når Lommefilm at afvikle 30 workshops landet over for deltagende klasser. Skyd en bog afsluttes i Den Sorte Diamant 29. april 2010 ved en stor event med deltagelse af 400 unge. Her uddeles også årets Reuter – opkaldt efter Bjarne Reuter – til årets bedste mobile anmeldelse. Læs mere og se anmeldelser på  www.lommefilm.dk

Seminar afholdes 3. marts i Horsens Ny Teater og 4. marts på Vanløse Bibliotek, begge dage fra 8.30 – 14.30. Prisen for deltagelse er 400 kr. ex. moms og er inkl. fuld forplejning. På programmet udover Lommefilm er Carsten Jessen, Dansk Center for Playware, Bernadette Meagher fra det store irske filmprojekt Films In School, Frederikke Winther fra Center for Børnelitteratur og Lisbeth Klastrup fra IT Universitet. Omdrejningspunktet bliver unges læselyst og nye måder at angribe den på i undervisningssammenhænge, men også hvordan brugergenereret indhold – i dette tilfælde anmeldelser med mobilen – skaber involvering og aktivering for brugeren.

Skyd en bog er støttet af læselystpuljen under Bibliotek og Medier, Det Danske Filminstitut, samt Københavns Kommune og Horsens Kommune.

Interesserede kan læse mere og tilmelde sig her: http://www.lommefilm.dk/om-lommefilm/tilmeld-seminar