Twilight feberen hærger!

Twilight feberen hærger!
Af Julie Arndrup
Er du, som alle fornuftige mennesker, også grebet af Twilight universet så er her et par fifs. Internettet byder på rigtig mange hjemmesider, der er relevante og interessante for de unge læsere og fans. Men hvordan formidler man bedst hjemmesider, når man står i udlånet? Jeg er ikke sikker… hvis du har et godt forslag eller en god metode, så skriv til BØFAnyt og del den med alle dine kolleger. På Gribskov Bibliotekerne har vi lavet en facebookgruppe og nogle flotte flyers med links.

Jeg er selv meget glad for forfatter Stephenie Meyers hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om alle karaktererne i bøgerne, om filmene og allerbedst – de første kapitler af en bog nr. 5 som forfatteren gik i gang med. Desværre blev kapitlerne lækket på internettet, af et ubetænksomt menneske, før bogen var skrevet færdig og derfor vil Stephenie Meyer ikke færdiggøre den. Den hedder Midnight Sun og er egentlig samme historie som i Twilight, handlingen er bare set og beskrevet fra Edwards synspunkt i stedet for Bellas.
Vil man gerne læse endnu mere fra Twilight universet kan man kaste sig over de utroligt mange fanfictions der er skrevet og ligger på nettet. Nogle af dem er absolut kun for voksne, pga det sexuelle indhold (som mange åbenbart har savnet i selve bøgerne), men andre er ratede for teens – de er ratede med K eller T og er god underholdning. Se f.eks. dennehjemmeside.

 

ViSnaxV:-)

Written by Stine Høi Sørensen
Wednesday, 15 April 2009 20:07
ViSnaxV:-) 

Bruger I Messenger på biblioteket og har du undret dig over hvad ungerne skriver?
Børn og unge chatter og de bruger mange forkortelser! Forkortelserne bruges for at optimere tempoet i kommunikationen og for den udenforstående kan samtalerne være nærmest uforståelige. Chatforkortelser er ikke standardiseret og findes i et utal af variationer, omfang og betydninger.

De mest gængse danske chatforkortelser er:

G (Griner) GGG (Griner Godt og Grundigt) GMS (Griner Meget Sødt) GS (Griner sødt) ILM (I Lige Måde) S (Smiler) SMS (Smiler Meget Sødt) SS (Smiler Sødt) V (Vinker).

Ungerne chatter også på engelsk og de mest er almindelige forkortelser er:

AFAIK (As Far As I Know) AFK (Away From Keyboard) ASAP (As soon as possible) ASL (Age, Sex, Location) ATM (At The Moment) A3 (Anytime, Anywhere, Anyplace) BAK (Back At Keyboard) BBL (Be Back Later)  BBS (Be back soon) B4N (Bye for now) BRB (Be right back) BRT (Be right there) BS (Bullshit) BTW (By the way) CU (See you) FU (Fuck You) FYI (For your information) GAL (Get a life) HK (Hug and kiss) IC (I see) IGP (I gotta pee) ILU (I love you) IMHO (In My Humble Opinion) IMO (In My Opinion) IRL (In real life) KIT (Keep in touch) L8R (Later) LMAO (Laughing my ass off) LOL (Laughing out loud) MYOB (Mind your own business) PITA (Pain in the ass) ROFL (Rolling on the floor laughing) THX (Thanks) TOY (Thinking of you) U2 (You too) WB (Welcome Back)

Flere chatforkortelser:
http://www.chatbreak.dk/chat/chatforkortelser.htm

🙂
En smiley forestiller et ansigt – hvilket man ser ved at lægge hovedet på venstre skulder:-) Venstrehåndede vender nogle gange deres smileys om og så man skal lægge hovedet på højre skulder for se det ansigt smileyen forestiller. Smileys er oprindeligt skabt af journalisten Franklin Loufrani i 1970’erne og bruges primært til at udtrykke hvordan en tekstbesked skal opfattes. Smileys erstatter på mange måder ansigtsmimik, som vi jo normalt afkoder betydninger med.
Smileys er både tegnbaserede, grafiske og animerede – jeg har personligt en forkærlighed for de simple tegnbaserede!
De mest almindelige tegnbaserede smileys er

🙂  Smiler/er glad
😀  Griner
🙁  Ked af det
😮  Overrasket
😛  Rækker tunge
😡  Min mund er lukket
😎  Med briller / er nørdet
:-s  Forvirret
]:-)  Djævel
>:-(  Meget vred
:’-(  Græder
*<:-)  Julemanden
😕  Søren Ryge

 

Den hemmelige loge

Written by Wenche C. Andreasen
Wednesday, 15 April 2009 20:04
Den Hemmelige Loge

Den Hemmelige Loge (DHL) udvider og breder nu sit hemmelige slør af mystik over det ganske land.
I løbet af foråret vil 5 lokale og meget myndige logemestre skyde frem fra Middelfart, København, Varde, Odder og Ishøj. 

Den Hemmelige Loge er en virtuel og fysisk fantasy (bog) klub for børn og unge – med afsæt i Ballerup Bibliotekerne.
Projektet er todelt og omfatter en virtuel del, nemlig et online community, http://denhemmeligeloge.dk og en fysisk (bog) klub, hvis medlemmer mødes til månedlige møder. Projektet har det samme overordnede fiktive univers som omdrejningspunkt, nemlig historien om den hemmelige loge, der kæmper for troen på og udbredelsen af fantasyen.
Universet blev bygget op omkring 3 fiktive personer, der var og er hovedmændene bag den hemmelige Loge; Logemesteren, Notarius og Logebibliotekaren.
At det fiktive univers var i tråd med fantasykulturen og rollespilsmiljøet, og dermed underbyggede logens omdrejningspunkt, var fra starten væsentligt. Historien om Den Hemmelige Loge skulle tilføre projektet et legende element, som var tænkt til at skulle give mulighed for blandt andet at bruge legen/rollespillet som udgangspunkt på de fysiske møder.

Formålet med projekt var i opstartsfasen lagt an på nogle få, men målbare succeskriterier. Nemlig:
1. 200 profiler på siden
2. 50 deltagende børn på biblioteket
3. 70-80 % børneskabt indhold
4. Aktivitet hver dag
5. Fremgang i udlånstal

Målet blev nået og der er skabt et community, hvor børn og unge kunne mødes om et interessefællesskab.

Det fiktive og legende univers som Den Hemmelige Loge (DHL) har opstillet, har vist sig at være en succes. Der er en stor og trofast fanskare rundt omkring i Danmark.

Det er nu skabt mulighed for at udvide skaren af deltagende biblioteker og midt i april 2009 skulle en ny hjemmeside og en ny og udvidet struktur bag projektet se sit lys.

 

Børnebibliotekaren som playmaker

Written by Rikke Skuldbøl Jakobsen
Wednesday, 15 April 2009 19:58
Børnebibliotekaren som playmaker

Guldborgsund-bibliotekernes ansøgning om udviklingsmidler til projektet ”Børnebibliotekaren som playmaker” er fra Udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker blevet imødekommet med det fulde ansøgte beløb. 

Projektet skal gennemføres i et samarbejde mellem bibliotekerne i Lolland-, Vordingborg-, Næstved-, Roskilde- og Guldborgsund kommuner.
Som eksterne samarbejdspartnere deltager Experimentarium, Danfoss Universe, LEGO Education samt Århus Kommunes Biblioteker.

Projektets formål er intensiv fokus på leg, og hvordan leg kan integreres i det fysiske bibliotek gennem praktisk udførte modelforsøg på danske børnebiblioteker.

I den kommende tid vil der blive sammensat et forløb, hvor en projektgruppe med deltagere fra de fem biblioteker målrettet uddannes til ”fantasi- og kreativitetsagenter”. Uddannelsen, der er af praktisk karakter, er med oplægsholdere fra fx de eksterne samarbejdspartnere, men også andre fagfolk kan inddrages – fx pædagoger, kunstnere, kaospiloter, skuespillere osv.
Målet er, at den enkelte børnebibliotekars personlige kompetencer og rolle i biblioteksrummet indenfor udvikling og afvikling af leg styrkes og videreudvikles. Børnebibliotekarens tilegnede kompetencer skal efterfølgende afprøves i de enkelte børnebiblioteker. Afprøvningerne kan indeholde elementer som indretning, leg, sanseoplevelser, events m.m.

Projektledere er Malene Hansen, Næstved Bibliotekerne og Rikke Skuldbøl Jakobsen, Guldborgsund-bibliotekerne.
Vi glæder os til at kunne fortælle jer meget mere…

Rikke Skuldbøl Jakobsen rsja@guldborgsund.dk

 

Pigeaften i Kolding

Written by Bente Bruun
Friday, 27 March 2009 09:51
Pigeaften på Kolding bibliotek

“Det må I gøre igen!”

Den første pigeaften nogensinde på Kolding Bibliotek var så stor en succes, at det måske bliver starten på en tradition.

kolding1En verdenspremiere
Kort efter lukketid fredag aften åbnede biblioteket døren igen, men nu kun for 8-14 årige piger og deres mødre. Aftenen startede med forfattermøde på trappen, hvor Mette Finderup fortalte om sine populære Emmy-bøger. Det var tydeligt, at mange af pigerne kendte bøgerne, og spørgelysten var stor. Til  sidst overraskede Mette Finderup publikum med en verdenspremiere, idet hun læste højt fra sin kommende bog om Mille, pigen fra lørdagsserien på DR.

kolding2Bogcafe i Holms
På bibliotekets førstesal var hjørnerummet lavet om til bogcafe med kager og bøger for piger i alle aldre. Rummet er normalt et stillerum, det var det ikke fredag aften…

kolding3High School Dance, Twister og Netspil
Programmet bød også på High School Dance med Dance4you i kælderen, og der var godt gang i både pigerne og rytmerne. Mens nogle mødre så på, hyggede andre sig rundt i biblioteket. De piger, der var mere til spil end til dans, spillede Twister på torvet eller netspil på bibliotekets computere. Selv en far og en bror, som på trods af deres køn havde fået lov at opholde sig diskret i et hjørne, havde nogle hyggelige timer med bibliotekets bøger og blade.

“Det må I gøre igen” lød det gang på gang fra både piger og mødre, da aftenen var slut. Og selv om børnebibliotekarerne havde været bekymrede for, at pigerne skulle kede sig, viste problemet sig at være omvendt, der var alt for lidt tid til bare at råhygge. Det bedste ved pigeaftenen var nemlig hverken forfatter, dans eller kage – nej, det var at have biblioteket næsten for sig selv.

Nærmere oplysninger kontakt

Bente Bruun
Kolding Bibliotek
Kulturforvaltningen
Biblioteket

Telefon:79 79 11 00

Orlaprisen

Written by Rasmus Mandsberg
Friday, 27 March 2009 09:31
Orlaprisen

Da BØFA har haft et medlem i Orlaprisens voksenpanel og har været aktive i udvælgelsen af bøgerne, som børnene kan vælge mellem, briger vi hermed en status fra Orlas verden:

Kære alle Orlainteresserede

Det er en ære nu at kunne præsentere finalisterne i årets Orlapris.
Efter to måneder med hektisk aktivitet er finalisterne fundet i Orlaprisens fire kategorier; billedbøger, børnebøger, ungdomsbøger og fantasy. 17.303 stemmer er afgivet, og finalisterne er de tre bøger i hver kategori, der fik bedst pointgennemsnit ved afstemningen. Faktisk er stemmetallet mere end 50 procent højere end sidste år, hvor vi fik 11.400 stemmer. Finalisterne udsættes nu for børnejuryernes ærlige vurdering og de vælger så den endelige vinder. Vinderne i alle fire kategorier offentliggøres den 20. april på henholdsvis www.dr.dk/orla og DR1 i Aftenshowet og Troldspejlet.

Finalisterne er:
Billedbøger:

Bamses allergo’este bog af Elin Bing og Dina Gellert – DR
Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen – Gyldendal
Pigen der ville give sin mor en stjerne af Anja C. Andersen, Inge Duelund og Lillian Brøgger – DR

Børnebøger:
Karla og Jonas af René Toft Simonsen – Politikens Forlag
Monsterjægerne 8, Dæmonens forbandelse af Jakob Weinreich – Borgen
Olivia af Tulle Sigbrand – Egmont Kids

Ungdomsbøger:
Date med en engel af Ronnie Andersen – Høst & Søn
Karolines Verden af Mette Honoré og Birgitte Rasmussen – Politikens Forlag
Stjerneskælv af Anders Johansen – Modtryk

Fantasy:
Dødsgudens løgne af Mette Finderup – Phabel
Elverdronningens riddere, Den sorte ridder af Peter Gotthardt – Carlsen
Dødens terning af Kenneth Bøgh Andersen – Høst & Søn

Tillykke til alle finalisterne og tak til alle, der har stemt på bøgerne og anmeldt dem. Også rigtig mange tak til alle der har sendt en historie ind til Talentprisen. Vi har fået 1215 historier. Det er ny rekord, sidste år fik vi 801. Vi har fået 769 anmeldelser af de nominerede bøger. I 2008 fik vi 587. SUPER!

Glade Orla-hilsner
Rasmus Mandsberg

 

Konferencen Integration og biblioteker

Written by Henriette Lind Nissen
Tuesday, 10 March 2009 20:00
På konferencen Integration og Biblioteker, som Bibliotekscenter for Integration arrangerede i forrige måned, 22. januar, var et af de præsenterede indslag den nye virtuelle lektiehjælp, som blandt andet Styrelsen for Bibliotek og Medier står bag. I en pause mellem to oplæg nåede jeg at snuse lidt nærmere til mulighederne. Tiltaget er stablet på benene efter en oplevelse af, at især de ældste folkeskoleelever falder fra de fysiske lektiecaféer. Det bliver måske lidt ’pinligt’ at møde op på det lokale bibliotek og spørge om hjælp med lektierne når man bliver ældre, i hvert fald er der registreret et vist frafald. Løsningen har været et samarbejde mellem Statsbiblioteket, Integrationsministeriet og Styrelsen om at tilbyde lektiehjælp online til foreløbig de ældste folkeskoleklasser samt 1.g. Med tiden er der en ambition om også at udvide tilbuddet til de yngre elever i folkeskolen. Gennem chat og deling af dokumenter kan de unge få hjælp til lektierne af frivillige fra Ungdommens Røde Kors eller Dansk Flygtningehjælp. Det kunne have været spændende med en lidt nøjere beskrivelse af de foreløbige erfaringer, men ordningen har kun fungeret siden november, og endda som forsøg. Det bliver i hvert fald spændende at følge udviklingen af tilbuddet over en periode. 

Lokalt har vi her i Albertslund haft en lektiecafé på Hovedbiblioteket i lidt over et år, og starter indenfor et par måneder en ny lektiecafé på filialen i Hedemarken. Begge lektiecaféer er oprettet i forbindelse med Styrelsens pulje til samme formål. På Hovedbiblioteket har det første år med lektiecafé budt på mange erfaringer og op- og nedture. Efter en lidt sløv opstart med knap så mange deltagere har vi nu i gennemsnit 10 deltagere hver tirsdag mellem 15 og 17.30. Man kan vel konkludere, at trods samarbejde med de lokale skoler, megen PR og samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, så kommer deltagerne ikke bare strømmende fra dag ét. At få en fast kreds af deltagere er en proces, som tager nogen tid og kræver en del tålmodighed. Samtidig har vi revideret målgruppen lidt ved også at lukke op for 5.klasses elever, og denne lidt yngre gruppe har vist sig meget interesserede. Nu hvor tilslutningen for alvor er kommet, så kan vi glæde os over, at vi blev ved, også selvom det var lidt tid om for alvor at slå igennem hos de lokale børn og unge.

Og nu står vi jo så for at åbne endnu en lektiecafé på filialen i Hedemarken. I denne sammenhæng står vi på den ene side med nogle erfaringer fra Hovedbibliotekets lektiecafé, som vi kan inddrage og på den anden side står vi overfor en ny målgruppe i lokalområdet og måske nogle nye lokale hensyn, som altid er svære at forudse. Det bliver en spændende proces, som vi tager hul på.

Lektiecafé opstart

Written by Wenche C. Andreasen
Tuesday, 10 March 2009 19:49
Flere nye lektiecafeer kan etableres i 2009.

Integrationsministeriet/Brug for Alle Unge har bekræftet, at det også i 2009 er muligt at søge midler til etablering af lektiecafeer.
Det er i år også muligt at søge midler til at udvide lektiehjælpen med tilbyd til unge/voksne.

Så hvis I går og overvejer at udvide børnebibliotekets tilbud med en lektiecafe, er tilbuddet klar.
Har du spørgsmål til etablering af café samt udformning af ansøgning, så kontakt da den nye leder af projektet Lone Bak Nielsen – telefon: 89 46 21 26 – mail: lektiecafe@statsbiblioteket.dk

Mere information om etablering af lektiecafeer, kan læses her:
http://www.statsbiblioteket.dk/sbci/videncenter/lektiecafe/verktojskasse/verktojskasse-1

Erfaringer fra eksisterende lektiecafeer viser, at det giver gode resultater at åbne døren til en etableret lektiecafe allerede ved starten af det nye år eller i hvert fald lige på den anden side af vinterferien. Deltagerne kan nå at komme godt i gang, inden forårsssæsonen for alvor starter med eksaminer og helligdage.

Så det er NU der skal planlægges for fremtiden!

Livet og bevægelsen

Livet og bevægelsen findes i dansen og formidlingen
Written by Ida Björk Jespersen
Monday, 19 January 2009 09:30
Som afslutning på Dansk Naturvidenskabsfestival 2008 arrangerede Tårnby Bibliotek i samarbejde med Tårnby Pædagogiske Center en dag med vild dans og spændende videoeksperimenter.

Fredag i festivalugen 2008 er der liv i og omkring Tårnby Kommunes Hovedbibliotek. Denne dag er nemlig kulminationen på en uge fyldt med forskellige aktiviteter og arrangementer. Områdets indskolingselever har hele ugen arbejdet med forskellige bevægelsesaktiviteter, som fx fangelege, morgengymnastik og pulsmålinger. Deres uge slutter fredag med en imponerende fælles dansedag, hvor 350 indskolingselever får pulsen op at køre foran biblioteket.

Men også områdets mellemtrins elever har arbejdet med temaet ’Liv og Bevægelse’. Eleverne har før Naturvidenskabsfestivalen fået tilbudet om, at filme forskellige naturvidenskabelige eksperimenter med et digitalt videokamera. Deres film er blevet vist for venner, familier og almindelige biblioteksgængere igennem hele festivalugen, og fredag skal vinderne kåres.

”Naturvidenskabsfestivalen har altid sådan et dejlig bredt tema, og liv i gaderne er kodeordet hér hos os. Glæde, smil og farver på biblioteket. Musik og dans på pladsen foran. Det må godt være festligt, når der er festival,” siger Elsebeth Wølnk, der er skolekonsulent fra Tårnby Kommune Pædagogisk Center og har arrangeret dansedagen og videoeksperimenterne.

Danseglæder, der smitter
På pladsen foran biblioteket skinner solen fra en skyfri himmel og indskolingseleverne er samlet foran scenen, hvor danseinstruktør Pernille Grejsen blæser rundt iført glimtende palietter og pastelfarvet nervøs velour. Alle børnene har øjnene rettet mod den energiske kvinde og følger flittigt hendes instrukser og bevægelser:

”Til højre ja, ja, ja og så tilbage kom, kom, kom. Det er helt ned i knæ, alle sammen” guider Pernille Grejsen børnene, som hurtigt får farve i kinderne.

Da musikken for en stund stopper, er det tid til at lege ’Drengene mod pigerne’. Med stor hujen bliver der valgt tre deltagere ud til hvert hold, og til Creamys velkendte ’Krabbesang’ indledes der en indæt kamp om at baldre balloner ved kun at bruge kroppen – en kamp drengene vinder. Men løjerne er ikke ovre, for efter endnu en fællesdans er Pernille Grejsen klar med endnu en leg. Denne gang skal børnene, stadig inddelt i drenge- og pigehold, få en hulahopring til at vandre fra den første til den sidste, uden at slippe hinandens hænder. Denne gang vinder pigerne, som kan fejre udligningen med vild dans til Smølfernes ’Smølfe Cowboy-Joe’. Efter en time er pulsen høj, panderne svedige og den bløde græsplæne dufter af sød efterårsjord efter børnenes trampen og dansen. Drengene blev dagens vindere med flest vundne konkurrencer, men alle de forpustede børn får en juice at slukke tørsten i, før de vender tilbage til deres klasseværelser.

”Det er virkelig rart at se, at børnene nyder at bevæge sig,” siger Elsebeth Wølnk efterfølgende.

”De har givet sig selv 100% i dansetimen, og det er ikke, fordi deres lærere har sagt, de skulle. De nyder simpelthen at få lov at bruge kroppen.”

Videoformidling i jordhøjde
Inde på det lidt roligere bibliotek har Naturvidenskabsfestivalen også haft sit indtog. Her er der opsat et stort fladskærmsfjernsyn, som hele ugen har vist de fem videoeksperimenter, der er blevet sendt ind til arrangementet. På skærmen toner mellemtrinselever frem for at fremvise netop deres bud på et eksperiment.

”Formålet med dette videoarrangement er at vise, hvor sjovt det er at arbejde med naturfag,” siger bibliotekar Regitse Krempel og fortsætter:

”Kemi og fysik behøver ikke være tørt og kedeligt – at lave disse videoer er et godt eksempel på det. Med videoerne fanger vi børnenes opmærksomhed, og de synes, at det er meget sjovt”.

Der er blevet gjort meget ud af videoerne. Der er mange af eleverne, som er klædt ud i kostumer med balloner, sminke og rekvisitter. Det, synes Regitse Krempel, er dejligt at se, for det viser, hvor meget eleverne er gået op i forsøgene.

En af klasserne har sat sig for at finde ud af, hvilket kødpålæg, der indeholder mest fedt. De tester kyllingepålæg, kødpølse, spegepølse fra slagteren, trestjernet-spegepølse, kalkunpålæg og rullepølse. Ved at varme pålægget op sammen med benzin, kan de veje vægten af det fedt, der er blevet udskilt, når massen køler ned. Klassen fandt frem til, at den røde trestjernede spegepølse indeholder mest fedt i forholdt til det mindst fedtfattige kyllingepålæg.

”Det er jo skønt at se, at de bruger hverdagsting i deres kemiforsøg,” mener Regitse Krempel.

”Det bringer kemien ned i jordhøjde.”

Elsebeth Wølnk er foruden skolekonsulent også lærer i naturfag på Nordregårdsskolen i Kastrup. Hun har selv haft en klasse med i videoeksperimenterne og fortæller, at de har været meget begejstrede.

”Eleverne har fået helt vildt meget ud af være med. For det første har de syntes, at det var fedt, at der var et eksperiment, de selv var ansvarlige for. Det er læreren, som bestemmer rammen, men ellers har det været ret løst og op til den enkelte klasse at vælge emne,” siger hun og fortsætter:

”Mine elever har syntes, at det var sjovt, at de skulle øve sig, klæde sig ud og så skulle de på – det var jo øjeblikket, der talte. Man skulle huske forklaringen på fx, hvorfor ægget svævede i vandet, samtidig med de skulle formidle det. Det var lidt af en udfordring.”

Biblioteket er mere end at låne bøger
Samarbejdet mellem biblioteket, det Pædagogiske Center og skolerne har vist sig at være rigtig frugtbart. Elsebeth Wølnk mener, at naturfag jo egentlig handler om formidling, og derfor passer det rigtig godt ind på et bibliotek.

”Biblioteket er et godt showroom. Det er et offentligt sted, hvor der kommer mange og kigger på videoerne. Samarbejdet med folkeskolerne har været lidt af en isbryder. Der er kommet fokus på, at et bibliotek kan andet end at låne bøger ud. Det er jo et kulturformidlingssted. Det har været rigtig fint at kunne bruge biblioteket til få fremhævet naturfagene i denne uge,” fortæller Elsebeth Wølnk.

Det blev 4.b fra Korsvejensskole, der løb af med prisen for det bedste videoeksperiment.
Foto: Ida Björk Jespersen.

Sol i ansigtet, vind i håret og så ellers derud af under danseinstruktør Pernille Grejsens kyndige instrukser.
Foto: Ida Björk Jespersen.

Munkekærskolen

Skolebiblioteket på Munkekærskolen
Written by Nicolai Nyströmer
Monday, 19 January 2009 09:39
Munkekærskolens bibliotek har en stab af særdeles engagerede bibliotekarer, som gør et stort stykke arbejde for at gøre livet lettere for skolens lærere. Under Dansk Naturvidenskabsfestival hjælper de lærerne med at sætte fokus på naturfag.

På Munkekærskolen i Solrød er der stor fokus på naturfagene. Dette skyldes ikke mindst de fire skolebibliotekarer på skolen, hvoraf jeg mødte Kate Gondolf Trebbien og Dorthe Wiese. De gør et stort stykke arbejde for at fremme naturfagene på den store skole, der har mere end 900 elever og 80 lærere. Under Dansk Naturvidenskabsfestival arbejdes der i alle fag med emner, der har relation til festivalens tema, og skolebiblioteket fungerer som koordinator for aktiviteterne. Der er gang i den på hele skolen, som også er massivt repræsenteret i dette års Masseeksperiment med hele 29 klasser fra 0. til 9. klasse. Derudover skal 7.-9. klasse en tur på Rådhuspladsen i København, hvor de skal besøge Den Naturvidenskabelige Landsby.

Forsøg i frikvarteret
Det er op til de enkelte lærere på skolen, hvordan de vil vinkle undervisningen i forhold til festivalen, og biblioteket spiller en stor rolle i denne sammenhæng. Skolebiblioteket har taget sig af de forberedelser, der skulle laves, inden festivalugen gik i gang, og på lærerværelset er et par borde pakket med remedier, som skal bruges til forskellige forsøg. Eksempelvis står der flasker med frugtfarve, kander og skåle, som skal bruges til Masseeksperimentet, de indkøbte festivalkasser er pakket ud og stillet op, og der er lagt forslag frem til forsøg og eksperimenter.

Foruden de aktiviteter, som finder sted ude i de enkelte klasser, er der i 10-frikvarteret hver dag fremvisning af forskellige naturvidenskabelige forsøg. Det er eleverne selv, der indtager rollen som videnskabsmænd, og denne tirsdag er det en 2. og en 5. klasse, der står for det. Det er frivilligt, om de andre elever vil komme og kigge på forsøgene, men interessen er stor, og der er rift om pladserne. Eleverne fra 2. klasse viser, at man kan flytte et stykke papir uden mønten, som ligger på papiret, flytter sig, og ved hjælp af to stykker papir og en blyant fremstiller en pige en lille tegnefilm med en hoppende mand.

Eleverne fra 5. klasse har haft fingrene lidt længere inde i kemikalieskabet, og ved at bruge en ballon, der er fyldt med bagepulver, og en flaske med lidt eddike viser de, at man kan puste en ballon op uden at bruge munden. Æg bliver suget ned i glasflasker, og i nogle sammentapede plastikflasker, der indeholder en grøn væske, kan man fremstille sin egen lille tornado. Da forsøgene er vist frem, er frikvarteret ved at være slut, og tilskuerne klapper af eleverne bag forsøgene.

Fokus på naturfag
De sidste to år har biblioteket været med i projektet ’Naturfag på Skolebiblioteket’, som er blevet til i samarbejde med Solrød Kommunes naturfagskonsulent. Ved at deltage i projektet har de forpligtet sig til, at naturfagene skal have en fremtrædende rolle på skolebiblioteket, og dette kommer til udtryk på mange måder. Først og fremmest er der løbende udstillinger, som er naturfagligt relevante, og derudover arbejder bibliotekarerne for at gøre livet som naturfagslærer på Munkekærskolen sjovere og lettere. Et eksempel på dette er ’Ekskursionsbasen’.

Ekskursionsbasen
Der har de sidste par år været stor lærerudskiftning på Munkekærskolen. Omkring halvdelen af lærerstaben er kommet til inden for de sidste to år, og som ny lærer kan det være svært at overskue, hvad der er af ekskursionsmuligheder i lokalområdet. For at gøre det lettere for de nye såvel som de gamle lærere har biblioteket oprettet Ekskursionsbasen. Denne er en del af bibliotekets hjemmeside, og lærerne kan hér finde en oversigt over forslag og vejledninger til ekskursioner. Det er lærerne selv, der bidrager til Ekskursionsbasen, og den medvirker altså til, at en masse nyttig viden ikke går tabt, når en lærer stopper på skolen.

Biblioteket klarer forberedelserne
Et andet eksempel på nytænkning på skolebiblioteket er de såkaldte ekskursionskasser. Når en klasse skal på tur – og især når det er i naturfagligt øjemed – er der gerne en masse ting, som skal forberedes. Det kan medvirke til, at det bliver uoverskueligt for en lærer at komme af sted. For at undgå denne situation, kan lærerne låne ekskursionskasser på skolebiblioteket. Kasserne varierer alt efter hvilken ekskursion, der er tale om, og de indeholder alle de hjælpemidler, som skal bruges på den pågældende tur. Derudover indeholder den en kort vejledning til turen, forslag til brev til forældrene, forslag til læringsmål for turen og lignende. Alle disse ting er med til at gøre en måske ellers temmelig omfattende ekskursion langt mere overskuelig – kassen står bare klar til afhentning i en cykelvogn på biblioteket.

Et bibliotek i udvikling
Næste tiltag på biblioteket er opstillingen af ’Georgs hjørne’. Her bliver et problem stillet op, og eleverne kan så byde ind med forslag til, hvordan det bliver løst. Hvad fremtiden derudover bringer er endnu uvist, men bibliotekarerne er enige om, at deres hverdag bliver langt sjovere, hvis deres bibliotek konstant er i udvikling.