Kære medlemmer.
På grund af nye faglige udfordringer som voksenbibliotekar i Furesø Kommune genopstiller jeg ikke til bestyrelsen på generalforsamlingen lørdag d. 20. april. Så der er nu plads til en ny ildsjæl som vil give den en skalle for de danske børne-bibliotekarer og kulturformidlere – er det dig?
Efter to gode år i BØFA’s bestyrelse takker jeg nu af og giver plads til nye kræfter. Efter fire år med vikariater var jeg endelig så heldig at få fast job, og er nu ansat som voksenbibliotekar i Furesø Kommune.
Det er med vemod jeg siger farvel til bestyrelsesarbejdet, som virkelig har været en øjenåbner og lærerigt i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt indenfor børnekultur – og litteratur. ´
Mit arbejde i BØFA bestod af PR, formidling til medlemmer, opdatering af bloggen og praktisk hjælp i forhold til vores arrangementer. Arbejds-byrden er ikke overvældende, men selvfølgelig kræver det tid. Der er cirka 8-10 møder om året, og et par arrangementer i form af temadage og konferencen. Meget af arbejdet deler bestyrelsen imellem sig og kan laves hjemme og kræver derfor ikke at man mødes. Der kommunikeres på e-mail og sms, og det fungerer udmærket.
Jeg håber inderligt at andre har lyst til at overtage min plads og være med til at bidrage til kulturformidlernes rolle indenfor biblioteks- og børnekultur-området. Så derfor opfordrer jeg jer til at tænke over hvad I ønsker af BØFA og hvad der er godt og hvad der kan gøres bedre – det er kun gennem feedback og dedikerede ildsjæle BØFA kan blive endnu bedre til at formidle relevant viden til jer medlemmer.
Så vil I have indflydelse, så stil op til bestyrelsen på generalforsamlingen lørdag d. 20. april.
Tak for denne gang – det har været en fornøjelse.
Bedste hilsner fra Anne Marie