Så er der afholdt generalforsamling og uddeling af årets BØFA pris. Som tidligere skrevet er vinderen Teatret Gruppe 38, og de var både glade for og stolte af at modtage prisen.
Her kan du læse formand Anne Christine Seidelins tale til Gruppe 38:
Hvert år indkalder BØFAs bestyrelse forslag til nomineringer til BØFAs kulturpris. Det er vel ikke særligt overraskende at vi normalt modtager en del forslag der har med litteratur at gøre, da BØFAs medlemmer primært er børnebibliotekarer. Vi skal faktisk helt tilbage til 1995 for at finde en prismodtager i teaterverdenen. Det føles næsten lidt anderledes! Og så gør det jo heller ikke noget at I oven i købet er et lidt anderledes teater oveni.
Det kan måske være på sin plads her at fortælle lidt om jer nu: Teatret Gruppe 38 har eksisteret siden 1972, og er beliggende i Århus. Fra 1980 fik teatret status som egnsteater, og det kunstneriske koncept for teatret er udfordrende, uforudsigelige og dog indlysende rigtige forestillinger for børn sammen med voksne. Faktisk er det meningen at både børn og voksne skal have en fascinerende og kvalitativt anderledes oplevelse end den der lige står til rådighed i den almindelige hverdag og Cartoon Networks forudsigelighed.
I går ikke på kompromis med fortællingens nødvendighed, men man (altså forældrene) skal ikke være bange for, om jeres forestillinger er for farlige for deres børn, for I har altid blik for jeres publikummer og sørger for at forløse spændingen – gerne med humor – inden den bliver for voldsom. Det er ikke det samme som at I ikke tager svære og tunge fortællinger op. Hvis man ikke kender til jeres produktion, vil jeg anbefale den nysgerrige at kigge på jeres hjemmeside og se den lille teaser-film til ”En lille sonate”. Så kan vi, der arbejder med de skriftlige fortællinger komme i tanke om, at selv de kendte folkeeventyr er uhyggelige!
Når BØFAs medlemmer har stemt på de nominerede til årets BØFA-pris, skal vinderen have en plakat. Plakaten skabes i samråd med vinderen, og i år var kommentaren fra Biblioteksmedier, der producerer plakaten, at den godt nok er alternativ. Det er vel jeres adelsmærke: I er godt nok alternative, og vi i BØFA synes det godt nok er for fedt! Så bliv ved med det – og til lykke med prisen.