af: Bente Bruun
Biblioteksorientering
Vi har biblioteksorientering for 4.klasser hele november og hele maj, godt 30 klasser om året. Tidligere løste børnene opgaver i vores IT-lab, men i stedet mailer vi nu opgaverne (som selvfølgelig er lavet i Palle-univers) ud på skolerne. Nogle klasser laver opgaverne på skolebiblioteket, andre derhjemme, men næsten alle får dem lavet. Via opgaverne er børnene informerede om mange praktiske ting omkring biblioteket og om hvordan man søger i basen. Så har vi til gengæld bedre tid til at lave lidt sjov, når de kommer på besøg.
Vores rundvisning er nu peppet op med quizspørgsmål undervejs . Klasserne opdeles fra starten i et grønt og rødt hold. Hvert rigtigt svar giver en bold i et plakatpaprør beklædt med holdfarven. Simpelt og rigtig godt for koncentration og samarbejde , der kan nemlig gives ekstra point for godt holdsamarbejde!
Børnenes opgaveark ender med at de skal finde deres yndlingsbog i basen, og ved biblioteksbesøget skal den findes i virkeligheden. Hvis børnene ikke vil låne den med hjem, lægger de deres yndlings på udstillingen med 4.klassernes yndlingsbøger, som jo bliver noget stor i løbet af måneden. Det er lidt forskelligt, hvordan vi pynter udstillingen – et år var det genbrugstallerkner med alles navne på, sidst var det store, flotte strandsten og i år blev det fodspor (se billede).
Flere oplysninger hos Bente Bruun, Koldingbibliotekerne bbru@kolding.dk
Bøgh-banko
Faktisk viste det sig at forfatteraftenen med Kenneth Bøgh Andersen slet ikke behøvede at blive peppet op med underholdende indslag fra vores side, det klarede han fint selv. Vi havde næsten 100 deltagere i alderen fra 7 til 70 år, og alle gik op i vores Bøgh-banko. Vi havde forktrykt en masse ”banko-plader” på farvet A4-papir, og i stedet for tal stod der udtryk taget fra nogle af Kenneth Bøghs bøger. Dem fik vi så lige reklameret for en ekstra gang ved at læse en linie op fra 10 forskellige titler, og imens krydsede børn og voksne af på pladen, hvis ”deres” udtryk blev nævnt. 3 af pladerne gav gevinst ved de sidste 3 citater. Det blev ret festligt, og præmien var gavekort til boghandleren eller bøger, som vinderne selvfølgelig fik autograf i på stedet.
Hvis nogen vil genbruge, sender jeg gerne filerne. Konceptet holder og kan jo ændres efter behov til alskens andre arrangementer, bare man lige har styr på de forskellige plader… ikke sjovt at stå med 20 vindere!
Bente Bruun, Koldingbibliotekerne bbru@kolding.dk