Taler ved uddeling af BØFA-prisen 2010

Formandens tale til Maria Sjøblom

Kære Maria Ramasjang kom til verden for godt et år siden med en jingle. Sådan føltes det i hvert fald. God musik og seje moves, der fik Danmarks børn op af sofaerne for at danse og rappe med. Og så blev det jul, og børnene væltede ind på bibliotekerne landet over for at få deres gaver med på landsdækkende fjernsyn!

Tanken om at lave et parløb mellem den kommercielle mediemastodont DR og Danmarks børnebiblioteker er intet mindre end genial. Samtidig er den så indlysende, at det kan undre at det ikke før er sket.

At det er lykkedes er mere end genialt. Det er overvældende. Når vi pludselig i bibliotekerne skal forholde os til ugens temaer og flowet i tv-produktion, når vi sætter navnesedler på i den nationale pakkeleg eller samler børnetegninger ind til velgørende formål, når bibliotekerne fyldes af nysgerrige børn der med stor kraft og glæde laver nørdede forsøg – så rykker det ved vores selvforståelse. Den hånd, der via Danmarks mest populære børnekanal rækkes ud til alle børnebibliotekarer, er en samlende hånd. Og pludselig er vi alle sammen fælles om et projekt: Library United! Children United! Denmark United!

Idéen om at det globale og digitale kan forankres lokalt og fysisk i børnebibliotekets nærvær er ikke ny. Vi vil jo så gerne have at børnene SER os – bruger os både på nettet og fysisk i bibliotekets bygninger. Nogen gange virker det bare som om at det er en kamp med et skridt frem og to tilbage – og op ad bakke oven i købet. Vi har hørt meget gennem årene om hvilke kræfter vi er oppe mod, men vi har ikke været i stand til at ændre så meget på det.

Og så kommer Ramasjang og Pallesgavebod, og pludselig er koblingen mellem tv, net og fysisk bibliotek en realitet. At vi så får det nationalt samlende aspekt med i gaveposen er som krymmel på honningkagen.

Vi kan kun være glade for at DR havde visionerne til at få bibliotekerne med som den fysiske forankring i samfundet. Men vi kan være endnu mere glade for at vi har haft dig, Maria, til at binde de to verdner sammen. Du har formået at få indflydelse og bringe ligevægt i en koalition der let kunne have fået svær slagside og efterladt bibliotekerne som små robåde, der ikke var i stand til at holde trit med DR’s store oceanliner.

Processen er kun lige begyndt, og endnu har både DR og bibliotekerne meget at lære af hinanden. Nogle ting virker bedre end andre, og jeg kan kun udtrykke min fornøjelse over tegninge-indsamlingens overvældende succes og i øvrigt juble over at pakkelegen vender tilbage i år.

Jeg har ladet mig fortælle at du har deltaget i møder med Pallesgavebods temaredaktioner – for at lære hvordan der arbejdes i det digitale felt. At du har været åben og fuld af konstruktive, positive forslag. Selv ved jeg af egen erfaring, at man sagtens kan sende dig en mail hvis man er i tvivl om noget. Du svarer hurtigt, konkret og positivt. Et sådant engagement og overskud kan man kun tage hatten af for.

Det er det engagement der giver dig BØFA-prisen 2010. Til lykke! Anne Christine Seidelin, formand for BØFA

**********************************************************************************************

Maria Sjøbloms tale

TAK. Hvor er det stort!

Projekt I øjenhøjde med Danmarks børn har været en rejse i uudforsket land og jeg har svedt, grædt og grinet – heldigvis mest det sidste.

Vi startede i sommeren 2009, hvor en ny redaktion samledes i et tomt lokale og jeg sideløbende skulle overbevise landets stressede børnebibliotekarer om at samarbejdet med Ramasjang Live var værd at satse på. Og dét gjorde I! I gik med på legen, gik i dialog og havde i hvert fald alle sammen en holdning til projektet.

Vi har lært meget af samarbejdet – først og fremmest hvor meget landets børnebiblioteker har at byde på. Vi har også mødt en helt anden tilgang til aktualitet end vi er vant til. En anden tilgang til målgruppen. Hvor mange af jer har for eksempel besøgt og lavet et helt projekt omkring jeres brugere? Vi har lært at målgruppen, betweenagers, er nogle af de allermest kritiske forbrugere. Kan vi leve op til det? JA! Hvis vi prioriterer dem. Vi har afprøvet mange forskellige samarbejdsformer fra den bragende succesfulde Danmarks Indsamling til agentjagten, hvor vi forsøgte at ”tvinge” ungerne fra Ramasjang Live videre ned på biblioteket og ind på Palles Gavebod – dén var der ikke mange børn der fangede.. Og så var der den udfordrende nørd-dag, hvor vi skulle turde kaste ekspertrollen fra os og tro på at børnene kunne selv – Og de bibliotekarer der turde, fik en bragende succes.

I Aalborg er vi glade for vores DR kollegaer og ved aldrig helt hvad dagen bringer af stjerner, æsler eller heavy metal bands. Jeg har ikke kunnet klare projektet alene. Lea har taget en stor del af slæbet, når jeg fik andre opgaver. Dorthe som sammen med de andre børnebibliotekarer har måttet passe biblioteket, når vi andre har haft travlt med at kramme Nikolaj Kirk eller gemme Isa’s Steps på et af kontorerne.

Vi har først og fremmest ikke kunnet klare det uden alle Danmarks børnebibliotekarer som proceskonsulenter og evaluatorer undervejs. Nu er det snart slut, det bliver en vemodig dag, når Ramasjang Live sendes for sidste gang fra Aalborg d. 17. december. Men samarbejdet er heldigvis ikke slut. Jeg, Kanalchef Signe Lindkvist og cheferne fra de 6 centralbiblioteker har brugt de sidste måneder på at udforme en ny samarbejdsaftale og projektansøgning til Udviklingspuljen, som indebærer at Ramasjang Live kommer ud i hele landet, ud til jer og til Danmarks børn. Tak igen, jeg håber I er klar på nye udfordringer  i 2011.

**********************************************************************************************

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.