Formandens tale til Dorte Karrebæk og Oscar K. (alias Ole Dalgaard)
Kære Oscar og Dorte
I de sidste 6 år har verden forandret sig. Ja, det gjorde den vel egentlig også før den tid, men i 2003 skete der noget særligt. En hund der hed Carlos og en dreng der hed Anton udfordrede alverdens oplæsere i en anarkistisk fortælling. Børn i hele Danmark kunne more sig over den politisk ukorrekte hund med cigaret ud af flaben (uden filter, Gud forbyde det!) og respektløs behandling af autoriteterne. Er der nogen større autoritet før Gud end forældre, må det jo være englene, og i denne fortælling får de netop det los i røven som man af og til kunne ønske sin mor og far…
Siden har I udgivet den ene udfordrende bog efter den anden.
I 2004 kom den alternative slægtshistorie, “min familie”, hvor vi hører om en helt almindelig mere eller mindre dysfunktionel familie – fortælleren deltager ikke i sin egen fødselsdagsfest fordi familiens gave til ham åbenbart kun var til at kigge på!
I “Benni Båt” er alle (børne)personerne ramt af samfundets og deres egen manglende respekt for forskellighed. En af pointerne i denne fortælling er at man skal tage sin skæbne i sin egen hånd – først når man beslutter sig for at gøre noget ved sin situation, kan det ske!
Letlæsningsbøgerne om “De tre” handler om hundene Simba og Carlo der bor sammen med katten Røvlund. Fortællingerne handler om basale relationer på det barnligt-groteske plan. Når katten bliver jaloux på hundenes kæledyr, bliver kæledyret stegt og serveret for dem. Min ældste søn mente bestemt ikke det var forsvarligt at læse for lillebror på 5 år, der dog grinede fornøjet af løjerne.
Børnenes bedemand fra 2008 er en af den slags fortællinger hvor de voksne får sådan en underlig grådkvalt stemme og ville ønske at de havde fundet en anden bog. Men for børn giver det meget mening at høre om døden og de ritualer der hører sig til. De fleste voksne vil nødig være ved at børn også kan dø. På den anden side kan vi jo ikke nøjes med Brødrene Løvehjerte, der må også noget mere håndfast til!
Hurtige Henning historier fra 2008 er heldigvis lige så hurtige som Carlo & Co – og lige så skøre.
Den stadige fornemmelse af surrealisme der gennemsyrer historien er af den art hvor både barn og oplæser får et tiltrængt tilskud til fantasien.
Idiot! fra 2009 er en historie, der heldigvis kan læses på flere planer. En mærkelig stream of consciousness-fortælling om August, der oplever verden på sin helt egen måde. Mindre børn kan synes om fortællingen for sit flow af billeder, sange, rim, rytmer og sjove sproglige finurligheder, men der skal store børn til at forstå, tolke, diskutere hvad historien egentlig er. Og hvorfor ser moren sådan ud hele tiden? Her kræves der noget af sin læser, og en 11-årig kan godt blive helt befippet over at den fjollede og abrupte tekst i den grad dækker over en stærk, vedkommende og måske sørgelig historie. Min testlæser var i hvert fald glad for muligheden for at tale – længe – med en voksen bagefter!
Som voksen overraskes man gang på gang over at børn helt ned fra 5 år faktisk kan have en kvalificeret mening om svære emner, emner man som mor/pædagog/bibliotekar måske slet ikke har lyst til at berøre. Det må man jo så se at komme over, for der er ikke plads til berøringsangst når man sidder med en af jeres bøger i hænderne. Det er dér, I kan noget helt særligt.
Jeres bøger har hver deres unikke stemme, og I har haft modet til at eksperimentere med det visuelle og det sproglige udtryk. Jeres bøger har en paradoktisk dobbelthed: De er lette at læse, men svære at forstå – de kan overfladisk set kan være svære at gå til men på samme tid rammer de plet i børnenes univers.
Hvis man ser på jeres produktion har I på de seks år I har samarbejdet udgivet hele 11 titler for børn – og det uden at gå på kompromis med kvaliteten og grundigheden. I har arbejdet med svære, men nødvendige emner, og ofte tilført dem den humor der gør det muligt at le samtidig med at eftertanken indfinder sig hos både børn og voksne. I symbiosen mellem streg og ord opstår samtidig en dynamisk enhed, der gør hver titel til noget helt særligt.
I er altid på børnenes side når I laver bøger der henvender sig til dem, og jeres respekt for jeres publikum og jeres mod til at begive jer ud på de skæve veje og vilde stier for at fortælle historier på bedste absurde vis – gør jer til værdige modtagere af årets BØFA pris.
Til lykke!
Anne Christine Seidelin, formand for BØFA
**********************************************************************************************
Dorte Karrebæks tale
Samarbejde – og hvad det kan føre til.
Det har fordele at have så tæt et samarbejde, som Ole og jeg har. Små samtaler hver dag om bøger, der endnu ikke har set dagens lys, kan udvide det lukkede rum, man ofte vikler sig ind i under et arbejde, når man ikke lige er gift med forfatteren altså.
Små samtaler, når vi går tur med hundene. Om personerne i den næste bog. Hvordan er de, sådan rigtigt? Hvordan tænker de, og på hvad? Hvordan bevæger de sig, når de tripper af sted på høje hæle i sneen som Frk. Ene gør det i Børnenes Bedemand.
Således får hun mere plads med sin sødme, gennem hende forstår man at bedemanden, den lille, grå herre, ikke kun er grå. Gennem hendes øjne bliver man lidt forelsket i ham.
Sådan får jeg dem allesammen ind i systemet, længe før historien er skrevet færdig, og jeg har også lov at digte lidt med, men nænsomt, naturligvis, så Ole ikke føler, at jeg overtager den. Det kan en forfatter ikke lide, skal jeg hilse at sige, og det kan jeg så godt forstå.
Hvis man skal overtage sin mands historie, skal det gøres lige så stille og klogt, så han tror, at han har fundet på det selv. Og sådan gør han også med mine tegninger. Ole elsker gråt, og når jeg ser tilbage på vores fælles bøger, så har jeg sgu brugt den grå farve meget i alle dens nuancer.
Noget må man gøre for hinanden, når man nu er gift.
Og det gør vi også, begge to.
Man kan også kalde det gensidig udvikling eller samarbejde af den knivskarpe og fineste kvalitet, jeg har oplevet. Med latter og gråd, når det går højest. Og det gør det, det er jo rasende alvorligt.
Derfor er jeg meget glad for, at I kan se DET i vores fælles bøger.
At det er dem, I giver prisen.
Der er også bagdele ved at arbejde så tæt sammen med sin mand. F.eks. om aftenen, når vi dejser omkuld i stuen med alle kattene og hundene og pappegøjen ved 8 tiden, så er der ikke så meget at tale om. Så er vi jammerligt kedelige. Sætninger som: Hej, skat! Hvordan har din dag været? eller: Har den dominerende tegner igen trådt dig over de kunstneriske kragetæer? er ganske uden mening. Vi orker ikke at tale.
Så er vi stille, ganske stille sidder vi der i stuen, mens palmerne uden for vinduerne kikker ind for at se, om vi får ideer til nye alvorlige narrestreger.
Og det gør vi.
Tusind tak for den fine pris. Den kan vi desværre ikke prale af hernede i Spanien. Men vi kan glæde os over den.
Dorte Karrebæk
**********************************************************