Den hemmelige loge

Written by Wenche C. Andreasen
Wednesday, 15 April 2009 20:04
Den Hemmelige Loge

Den Hemmelige Loge (DHL) udvider og breder nu sit hemmelige slør af mystik over det ganske land.
I løbet af foråret vil 5 lokale og meget myndige logemestre skyde frem fra Middelfart, København, Varde, Odder og Ishøj. 

Den Hemmelige Loge er en virtuel og fysisk fantasy (bog) klub for børn og unge – med afsæt i Ballerup Bibliotekerne.
Projektet er todelt og omfatter en virtuel del, nemlig et online community, http://denhemmeligeloge.dk og en fysisk (bog) klub, hvis medlemmer mødes til månedlige møder. Projektet har det samme overordnede fiktive univers som omdrejningspunkt, nemlig historien om den hemmelige loge, der kæmper for troen på og udbredelsen af fantasyen.
Universet blev bygget op omkring 3 fiktive personer, der var og er hovedmændene bag den hemmelige Loge; Logemesteren, Notarius og Logebibliotekaren.
At det fiktive univers var i tråd med fantasykulturen og rollespilsmiljøet, og dermed underbyggede logens omdrejningspunkt, var fra starten væsentligt. Historien om Den Hemmelige Loge skulle tilføre projektet et legende element, som var tænkt til at skulle give mulighed for blandt andet at bruge legen/rollespillet som udgangspunkt på de fysiske møder.

Formålet med projekt var i opstartsfasen lagt an på nogle få, men målbare succeskriterier. Nemlig:
1. 200 profiler på siden
2. 50 deltagende børn på biblioteket
3. 70-80 % børneskabt indhold
4. Aktivitet hver dag
5. Fremgang i udlånstal

Målet blev nået og der er skabt et community, hvor børn og unge kunne mødes om et interessefællesskab.

Det fiktive og legende univers som Den Hemmelige Loge (DHL) har opstillet, har vist sig at være en succes. Der er en stor og trofast fanskare rundt omkring i Danmark.

Det er nu skabt mulighed for at udvide skaren af deltagende biblioteker og midt i april 2009 skulle en ny hjemmeside og en ny og udvidet struktur bag projektet se sit lys.